Nemesis (2010)

Jesper Troelstrups halvtimelange mobnings-drama er et godt eksempel på en stærkt komprimeret historie, hvor selve komprimeringen gør mere skade end gavn.

Det absolutte udtryk
For at proppe så mange detaljer som muligt ind i det begrænsede omfang har instruktøren følt et behov for det absolutte filmiske udtryk, hvilket viser sig i kvælende visuel smartness, støjende musik og jappende skuespil.

Vulgært uinteressant
Netop i det faktum, at instruktøren har følt et behov for at kvæle snarere end at dvæle, finder vi kimen til kortfilmens vulgært uinteressante stil. Tre teenagerdrenge giver den gas med mobningen af klassekammeraten Thomas, som de kalder Gokke, fordi han meget ofte forsvinder ud på toilettet. Det går helt galt, da drengene opsøger Thomas i hans hjem. Her tager mobningsspillet overhånd, og det ender ganske fatalt.

Etablerede indspark
Kortfilmstraditionen tro dukker et par etablerede skuespillere op mellem de ubeskrevne blade. Særligt Kim Bodnia som kolerisk politimand stjæler billedet.

Udstillingsvindue for sprogtrends
Ellers synes "Nemesis" mest at være et udstillingsvindue for sprogtrends hos dagens teenagere. Dette er selvfølgelig et udtryk for, at man har ønsket at forme en autentisk tone de unge imellem: men hér fungerer det mere som en komisk platform for manglende opfindsomhed.