Coco Chanel & Igor Stravinsky (2009)

    En kvindelig modeskaber falder for en russisk komponist - både hans musik og hans væsen, og det giver uro i familielivet.


    STILREN AFFÆRE

    I denne dobbelt-biografiske film, der primært henter stikkene hjem på sin ro og elegance, fascineres man af begæret og den kunstneriske parring som direkte følge af den æstetiske indpakning.

    Udstråling og kulisse
    Grundlæggende former fortællingen ellers ikke de store omvæltninger. Filmens energi skabes af udstråling, scenografi og historisk autenticitet: Som sådan fascinerende og lærerigt. I året 1913 træffer den russiske komponist Igor Stravinsky i Paris for første gang modedesigneren Coco Chanel.
     

    Nøjagtige historiske gengivelser

    Syv år senere er hun stadig så fascineret af hans musik, at hun tilbyder ham og hans familie at flytte ind i en stor villa, som hun alligevel har stående tom. Stravinskys kone er alvorligt syg, og begæret mellem komponisten og modeskaberen er hurtigt til at få øje på. Inden længe er de langt inde i et seksuelt forhold, der skaber stor uro i komponistens familieliv.

    Fatalistisk udstråling
    Både Mads Mikkelsen og Anna Mouglalis har den nødvendige fatalistiske udstråling, der gør parringen af kunstarter og kønnene troværdig. Samtidig er tidsbilledet en møjsommeligt akkurat indramning af begivenhederne, hvor man konstant føler sig draget af de dygtige kunstneriske virkemidler.

    Musik i filmens eget univers
    Stravinskys musik er anvendt ofte, for det meste som en del af filmens eget univers, men også ind imellem som underbyggende stemning. Supplerende filmmusik sørger i enkelte ’transportscener’ for at bryde tavsheden, som vi ellers i hovedparten af scenerne gennem filmen nyder godt af.

    Internationalt format
    Mads Mikkelsen imponerer virkelig i både tilegnelsen af sprog (om end han stadig japper, selv når han taler fransk og russisk) og indlevelse i stoffet. Her fornemmer man virkelig, at han har internationalt format. Rejsen i tid, filmens poetiske afslutning, synes noget meningsløs og bliver kun et irriterende unødvendigt punktum for en ellers stringent fortalt historie.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, Frankrig, Biografi, Drama, Romantik, Musik, Historie, 119 min.

    Dansk titel: Coco Chanel & Igor Stravinsky
    Instr: Jan Kounen Prod: Chris Bolzli, Claudie Ossard Manus: Chris Greenhalgh Baseret på: roman af Chris Greenhalgh Foto: David Ungaro Klip: Anny Danché Mus: Gabriel Yared