Coco Chanel & Igor Stravinsky (2009)

I denne dobbelt-biografiske film, der primært henter stikkene hjem på sin ro og elegance, fascineres man af begæret og den kunstneriske parring som direkte følge af den æstetiske indpakning.

Udstråling og kulisse
Grundlæggende former fortællingen ellers ikke de store omvæltninger. Filmens energi skabes af udstråling, scenografi og historisk autenticitet: Som sådan fascinerende og lærerigt. I året 1913 træffer den russiske komponist Igor Stravinsky i Paris for første gang modedesigneren Coco Chanel.
 

Nøjagtige historiske gengivelser

Syv år senere er hun stadig så fascineret af hans musik, at hun tilbyder ham og hans familie at flytte ind i en stor villa, som hun alligevel har stående tom. Stravinskys kone er alvorligt syg, og begæret mellem komponisten og modeskaberen er hurtigt til at få øje på. Inden længe er de langt inde i et seksuelt forhold, der skaber stor uro i komponistens familieliv.

Fatalistisk udstråling
Både Mads Mikkelsen og Anna Mouglalis har den nødvendige fatalistiske udstråling, der gør parringen af kunstarter og kønnene troværdig. Samtidig er tidsbilledet en møjsommeligt akkurat indramning af begivenhederne, hvor man konstant føler sig draget af de dygtige kunstneriske virkemidler.

Musik i filmens eget univers
Stravinskys musik er anvendt ofte, for det meste som en del af filmens eget univers, men også ind imellem som underbyggende stemning. Supplerende filmmusik sørger i enkelte ’transportscener’ for at bryde tavsheden, som vi ellers i hovedparten af scenerne gennem filmen nyder godt af.

Internationalt format
Mads Mikkelsen imponerer virkelig i både tilegnelsen af sprog (om end han stadig japper, selv når han taler fransk og russisk) og indlevelse i stoffet. Her fornemmer man virkelig, at han har internationalt format. Rejsen i tid, filmens poetiske afslutning, synes noget meningsløs og bliver kun et irriterende unødvendigt punktum for en ellers stringent fortalt historie.