Frit fald (2011)

Instruktøren Heidi Maria Faisst fortsætter ad de mørkere menneskelige spor, som hun for alvor grundlagde med spillefilmsdebuten Velsignelsen (2009). "Frit fald" er således endnu en historie om svigt, frustrationer – og ikke mindst – håbløse forhold mellem mødre og døtre.

Svigt og frustrationer

Louise (Frederikke Dahl Hansen) går i 8. klasse og bor hos sine bedsteforældre. Da hun får besked om, at moren (Anne Sofie Espersen) er prøveløsladt fra fængslet, ved hun først ikke rigtigt, hvordan hun skal forholde sig.

Drages af sin kriminelle mor

Moren har bestemt ikke været god til at holde kontakten. Alligevel drages Louise mod den svært tilgængelige og kriminelle mor, der har fået sig en etværelseslejlighed.

Rigtigt grimt snavs
Filmen beskriver den håbløse omfavnelse mellem mor og datter – en genforening, der er dødsdømt på forhånd, fordi moren har sin helt egen dagsorden. Problemet er nu, at hun nemt kan trække datteren med sig langt ned i noget rigtigt grimt snavs.

Ingen overflødige krukkerier
Den knivskarpe årsag til filmens ægthed ligger i instruktørens omgang med effektpaletten: Hele filmen igennem skånes vi flot for overflødige krukkerier på både billede- og lydsiden, og dét er kærkomment.

Under huden
Hermed åbnes muligheden for alvor for, at skuespillet kan brænde igennem, så budskabet kan gå under huden. Intensiteten bliver i filmens stærkeste scener således knugende ubehagelig.

Kløgtige dramatiseringer

Det bliver særligt nærgående i de psykologisk kløgtige dramatiseringer, hvor skuespil og atmosfære smelter sammen i en flot og autentisk samtidsberetning.

Fin visuel nærhed
Netop atmosfæren er en central medspiller i filmen. Faisst har hentet fin visuel nærhed i sine valg af locations. Hermed tilfører det moderne København, og i særdeleshed Ørestaden, filmen en behageligt uforceret puls.
 

Kompliceret hovedrolle

Frederikke Dahl Hansen spillefilmsdebuterer virkelig flot i den komplicerede hovedrolle. Hun formidler med fuld overbevisning de mange ukontrollerbare følelser. Anne Sofie Espersen overbeviser i sit portræt af den selviske mor. Det polerede selvbillede og de mange skjulte dæmoner formidles med stor styrke.
 

Klemt mormor

I mindre roller er der særligt grund til at hæfte sig ved Kirsten Olesens dramatiske præstation som den klemte mormor, Niels Skousens gennemsympatiske portræt af morfaren, og Dar Salims charmerende og bemærkelsesværdigt flot ramte formidling af en forvirret DJ.

Stringent anvendt musik
Lulu Rouges underlægningsmusik, der stilistisk lægger sig meget tæt op ad Mikael Simpsons, anvendes kun i meget stringent afmålte doser, og virkningen bliver hermed både fin og understøttende.