Un prophète (2009)

Skamrost af pressen og prisvindende kloden over: To en halv time i selskab med Jacques Audiards stort opslåede fængselsdrama burde være en vinder.

Et voldsepos
Sådan forholder det sig imidlertid langtfra. Filmen er et voldsepos i skildringen af en fængselsverden, hvor dyrkelsen af blodsudgydelser er vejen til midlertidig frihed: Som sådan råt og kynisk dramatik.

Storslemt fortærsket
"Un prophète" forsøger at retfærdiggøre sin kælderkoldt klamme og ganske storslemt fortærskede dagsorden netop gennem den fortællermæssige grundighed. "Når nu filmen varer to en halv time, må den virkelig have noget på hjerte, og så må der være noget om snakken, når alle skamroser den!"

Ingen originalitet
Om igen! "Un prophète" er desværre blot endnu én blandt ufatteligt mange vold-og-bander-blandt-indsatte-film, der bare er forlænget til det nærmest uudholdelige – og på intet tidspunkt undervejs åbnes den mindste dør på klem til noget originalt.
 

Et skrøbeligt offer

19-årige Malik havner i fængsel og er til at begynde med et skrøbeligt offer. Dette udnytter en korsikansk bandeleder prompte, og stiller Malik overfor et ultimatum: Enten slår han en bestemt "perker" ihjel og opnår hermed fuld beskyttelse, eller også får han selv at smage med kniven!
 

Risikofyldt arbejde

Malik vælger det første og bliver nu en del af korsikaner-banden, med alt, hvad det indebærer af beskidt og risikofyldt arbejde. Men Malik er i det stille ved at lægge sine helt egne planer...

Bedst den første time
Filmen er uden tvivl bedst i den første times tid, hvor budskabet endnu emmer af forventningsfuldhed udi noget originalt og anderledes. Maliks ankomst til fængslet og hans efterfølgende konfrontation med det ubehagelige ultimatum er filmens højdepunkt.

Tomgangsniveau
Herefter synker begivenhederne støt og roligt (der er jo god tid!) ned på et tomgangsniveau af bandekriminalitets- og fængselsklichéer, ind imellem afbrudt af svinkeærinder uden for fængslet (når Malik får et døgns udgang).

Fængselsklichéer
Vi går en tur i fængselsgården, ser en bar mandemås i brusekabinen, får kraftige antydninger i retning af man to man-liderlighed, opnår indsigt i bandelederens storslåede magt (han har forbindelser udenfor murene) og følger Maliks gradvise sammensmeltning med fængselsmurene.

Kampen for respekt
Ind imellem stikkes så en kniv, et barberblad eller blot en næve frem for at skabe lidt action: Drengene bag lås og slå må kæmpe en hård kamp for at blive respekteret!

Visuelt pænt rolig
Den visuelle stil er præget af en overvejende rolig fotografering og klippeteknik, hvilket er den primære årsag til, at filmoplevelsen overhovedet er tålelig.

Sparsom brug af musik
Herudover undrer det – og i positiv forstand – med den meget sparsomme brug af filmmusik. Den er der, men ikke så ofte, som det havde været ventet.

"Det er stor kunst!"
En af de primære kilder i filmen til at få anmeldere og festivalbedømmelsesudvalg til at falde i svime er ganske givet de pletvise fastfrysninger af billedet – midt i handlingen – hvortil et navn på en vigtig person i handlingen (eller sågar en kommentar til selve handlingen) pludselig popper op på lærredet i kunstfærdige beige bogstaver. "Det er stor kunst!"... Nok snarere søgt.

Stærk Tahar Rahim
Tahar Rahim er i vid udstrækning stærkt spillende i hovedrollen som Malik, men historien omkring ham giver ham aldrig det nødvendige spark til at brænde helt igennem.