Un prophète (2009)

Skamrost af pressen og prisvindende kloden over: to en halv time i selskab med Jacques Audiards stort opslåede fængselsdrama burde være en vinder.

Et voldsepos
Sådan forholder det sig imidlertid langt fra. Filmen er et voldsepos i skildringen af en fængselsverden, hvor dyrkelsen af blodsudgydelser er vejen til midlertidig frihed: som sådan råt og kynisk drama.

Storslemt fortærsket
Filmen forsøger at retfærdiggøre sin kælderkoldt klamme og ganske storslemt fortærskede dagsorden netop gennem den fortællermæssige grundighed. "Når nu filmen varer to og en halv time, må den virkelig have noget på hjerte, og så må der være noget om snakken, når alle skamroser den!"

Ingen originalitet
Om igen! "Un prophète" er endnu en blandt ufatteligt mange vold-og-bander-blandt-indsatte-film, der bare er forlænget til det nærmest uudholdelige, for på intet tidspunkt undervejs åbnes den mindste dør på klem til noget originalt.
 

Et skrøbeligt offer

19-årige Malik havner i fængsel og er til at begynde med et skrøbeligt offer. Dette udnytter en korsikansk bandeleder prompte, og stiller Malik overfor et ultimatum. Enten slår han en bestemt ’perker’ ihjel og opnår herefter fuld beskyttelse, eller også får han selv at smage med kniven!
 

Risikofyldt arbejde

Malik vælger det første og bliver nu en del af korsikaner-banden, med alt hvad det indebærer af beskidt og risikofyldt arbejde. Men Malik er i det stille ved at lægge sine helt egne planer.

Bedst den første time
Filmen er uden tvivl bedst i den første times tid, hvor budskabet endnu emmer af forventningsfuldhed udi noget originalt og anderledes. Maliks ankomst til fængslet og hans efterfølgende konfrontation med det ubehagelige ultimatum er filmens højdepunkt.

Tomgangsniveau
Herefter synker begivenhederne støt og roligt (man har jo god tid!) ned i et tomgangsniveau af bandekriminalitets- og fængselsklichéer, ind imellem afbrudt af svinkeærinder uden for fængslet (når Malik får et døgns udgang).

Fængselsklichéer
Vi går en tur i fængselsgården, ser en bar mås i brusekabinen, får kraftige hentydninger til homoerotisk liderlighed, opnår indsigt i bandelederens storslåede magt (han har forbindelser udenfor murene) og følger Maliks gradvise sammensmeltning med fængselsmurene.

Kampen for respekt
Ind imellem stikkes så en kniv, et barberblad eller blot en næve frem for at skabe lidt action: drengene bag lås og slå må kæmpe en hård kamp for at blive respekteret!

Visuelt pænt rolig
Filmens visuelle stil er præget af overvejende rolig kameraføring og klippeteknik, hvilket er den primære årsag til, at filmoplevelsen overhovedet er tålelig.

Sparsom brug af musik
Herudover undrer man sig - og i positiv forstand - over den meget sparsomme brug af filmmusik. Den er der, men ikke så ofte som man havde regnet med.

"Det er stor kunst!"
En af de primære kilder i filmen til at få anmeldere og festivalbedømmelsesudvalg til at falde i svime er ganske givet de pletvise fastfrysninger af billedet - midt i handlingen - hvortil et navn på en vigtig person i handlingen, eller sågar en kommentar til selve handlingen pludselig popper op på skærmen i kunstfærdige beige bogstaver. "Det er stor kunst!"

Stærk Tahar Rahim
Tahar Rahim er i vid udstrækning stærkt spillende i hovedrollen som Malik, men historien omkring ham giver ham aldrig det nødvendige spark til at brænde helt igennem.