Green Zone (2010)

Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at instruktøren bag de sidste to "Bourne"-film har skruet endnu en tand op for ALT i dette sandhedssøgende missil af en krigsfilm.

Igen igen
Endnu engang med Matt Damon i hovedrollen, endnu engang med en kameraføring og klippestil, der får dig til at overveje, om du i virkeligheden befinder dig på en "trampolin-karrusel", og endnu engang nærmest konstant underlagt pumpende, forudsigende og over-orkestreret filmmusik.

En smule interessant snask
Hvad er det så overhovedet ved dette stressende og artificielle filmunivers, der alligevel kniber en smule interessant snask ud af tuben? Jo, såmænd det dødssyge faktum, at filmen bygger på virkelige begivenheder, som selv vi små danskere i sin tid havde en finger med i.

Påståede masseødelæggelsesvåben

Nemlig de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak – og hvordan soldaterne i første parket langsomt erfarer, at der øjensynlig stikker andet end våben bag hele missionen.

Delvist gribende
Et pænt stykke ind i "Green Zone" griber det historisk interessante aspekt delvist (tip: Luk for lyden og forsøg at blinke i takt med klipningen, så er oplevelsen næsten human).
 

Snak i krogene

Miller (Matt Damon) leder en militær elitegruppe, der i 2003 afsøger forskellige bygninger i og omkring Baghdad for masseødelæggelsesvåben.

På et højere plan

Men der er ingen masseødelæggelsesvåben. Man begynder at snakke i krogene. Men så snart, det bringes op på højere plan, skal man nok få mundkurv på.

Døre på klem til sandheden

Nu er det op til Miller, om han blot vil føje sine oberster og majorer, eller om han helt på egen hånd vil tage kampen op for at åbne døren til sandheden?

Effektliderligt stilstudie
Filmen er fra start til slut et udspekuleret effektliderligt stilstudie: Hvad kan instruktør Greengrass med sit fine isenkram, og hvad kan han sætte ikke mindst sine kreative undersåtter til udi mirakuløse virkninger gennem klipning, lydeffekter og musik?

Ramasjang = fed film?
Det er rent ud sagt utåleligt at bevidne, men når instruktørens tilgang jo tydeligvis er, at ramasjang = fed film, så kan man kun lade sig totalt tromle over af det utæmmelige filmmonster.

Pladder-amerikanske sidehistorier
Vi får en masse pladder-amerikanske sidehistorier om moral, etik, korruption og magtbegær (igen, rigt orkestreret på musiksiden), alle ubehagelige tråde, som delingsfører Miller på sin egen moralske mission skal forsøge at skære igennem.

Flødebollet dukselook
Netop Damon har en anelse gennemslagskraft i hovedrollen, selvom det flødebollede dukselook stadig bremser det knivskarpt troværdige i hans spil noget.

Tungt støbte biroller
En række tungt støbte biroller passer som skabeloner i Greengrass’ mange brikker i dette forhåndsgodkendt møblerede filmprojekt.