C'est pas moi, je le jure (2008)

Denne canadiske børnefilmsperle har en udstråling så markant og poetisk forførende, at den opsluger tilskueren helt og holdent - i en atmosfære præget af ægthed og varme.

En svær kunst
Det er en ualmindeligt svær kunst at formidle børneperspektivet for det brede publikum. Meget ofte forfalder instruktører til at dykke ned i syltekrukken blandt effekter, eller også bliver budskabet ganske enkelt barnligt overfladisk.

Visuelt farvestærk komposition
Philippe Falardeau griber sit stof an på en beundringsværdigt fredsommelig facon. Det er filmens indre budskaber, der får lov til at brænde, og dette sker gennem en visuelt farvestærk billedkomposition og en fremragende personinstruktion. Baseret på børnebøger af Bruno Hébert fortælles historien om 10-årige Léon, der er ved at få spat af forældrenes evige skænderier.
 

Beskidte opmærksomhedskneb

Léon benytter en række beskidte kneb for at få opmærksomhed, men de ret så tydelige råb om hjælp hindrer dog ikke moren i at rejse fra familien til fordel for fredelig eksil i Grækenland. Alene tilbage med sin ikke videre tilstedeværende far og ret så gumpetunge storebror forsøger Léon at holde sammen på en hverdag, hvor ingen tilsyneladende forstår ham.

Ironisk distance
Budskaberne er hele tiden svøbt i en ironisk distance, så Léons mange grove drengestreger får et strejf af frejdig komedie. Men man fornemmer så sandelig den tilstedeværende alvor bag, hvor det altoverskyggende tema er drengens kamp for at finde en identitet i en verden, der ikke umiddelbart er skruet sammen til hans væsen.

Formidling gennem menneskeskæbner
Den dygtige personinstruktion betyder, at der stort set ikke er en finger at sætte på skuespillet, så de mange ægte formidlinger gennem menneskeskæbner er selvsagt filmens helt store fremdrift.

Udi det sværmeriske
I de ofte krast geniale billedkompositioner leger instruktøren i særdeleshed med farverne (bl.a. i naturen og kostumerne) til man fortrylles udi det sværmeriske. Generelt præges filmen positivt af fravalget af filmmusik. Kun i sjældne tilfælde sætter blide sange eller minimalistiske toner ind.

Drømmende musik
Musikken bruges i øvrigt delvist diegetisk (som en del af filmens handling), delvist drømmende, i det Léon spiller lidt klaver og ind imellem sætter lydbølgerne i svingninger med sarte klassiske toner. Der er mange grunde til at spærre øjnene op over dette specielle børnedrama. Det gjorde man også på filmfestivalen i København i 2009, hvor filmen vandt publikumsprisen.