De ofrivilliga (2008)

Roy Andersson version 2.0 er født, og alle er begejstrede! Navnet er Ruben Östlund, stilen er tableauer i faste kameraindstillinger uden bevægelse, stemningen er tragikomisk/sarkastisk.

Svensk "universalfilm"?
Er svenske filmskabere af i dag virkelig nødt til at skabe film på denne måde for at slå internationalt igennem? Efter mødet med "De ufrivillige" føles det faktisk lidt sådan.

Livet er ikke let
Östlund portrætterer en række svenske skæbner: Fem forskellige grupperinger af unge og midaldrende mennesker, der alle har dét til fælles, at det dér med livet, identiteten og følelserne er svære sager.
 

Drikker for meget

Der er buschaufføren, der nægter at køre videre, før den skyldige bag en mindre forseelse i bussen har meldt sig. Der er teenagere, der drikker alt for meget sprit og smider dåser efter biler på gaden.
 

Tilbage til en fuser

Der er gammelfar, der lidt for overmodigt går tilbage til en fuser og får raketten i øjet. Og der er en gruppe midaldrende mænd, der overfalder deres kammerat og tvinger ham til at få slikket pik.
 

En hård kamp

Og – måske mest vedkommende i filmen – er der en lærerinde, der kæmper en hård kamp for at blive set og hørt, samtidig med at hun må tage en konfrontation med en kollega, der er gået over stregen.

Et par tunge tableauer
Vi skal et par tunge tableauer igennem, inden det gudskelov viser sig, at der i de enkelte historier er mere saft og bid, end den påtagede stilistiske indpakning umiddelbart lægger op til.

Oppe på barrikaderne
Givetvis er man også ekstra oppe på barrikaderne, netop fordi Östlunds stil mere end læner sig op ad Roy Anderssons – og i de senere af Anderssons "eksperimenter" er der unægteligt ikke meget andet end netop den stilistiske skal.

Skarpe observationer
Hos Östlund er der trods alt indlevelse og udvikling i historierne, og det er i de ofte skarpt observerede menneskelige detaljer, at filmen markerer sig positivt.

Kamearet panorerer!
Og hovsa! I en enkelt transportindstilling, hvor fulde teenagepiger generer en passager, vælger Östlund pludselig at panorere langsomt, først mod højre... så mod venstre.

Forudbestemt indramning

Det er den eneste gang i filmen, kameraet sættes i bevægelse, resten af handlingerne får lov at udspille sig indenfor den nu engang forudbestemte indramning.

Kreative interaktioner
Skuespillet udgør en væsentlig del af filmens evne til at brænde igennem. Det skal jo trods alt også noteres, at meget af spillet foregår udenfor den fastlagte kameraindramning – og dét skaber kreative interaktioner.

Sparsom brug af musik
For sin yderst sparsomme brug af musik fortjener Östlund ros. Her har han fat i den lange ende. Noget, der virkelig kunne have dyppet tableauerne dybt i den klæbrige honningkrukke, ville have været nonstop-musak oven i hatten.