Svinalängorna (2010)

Den svenske skuespiller Pernilla August spillefilmsdebuterer som instruktør med dette mørke og psykologisk fortættede drama om svigt og vold.

Klamt indblik
Filmen er virkelig et klamt og svedigt indblik i regulær børnemishandling. Det er sjældent, at portrættet af både alkoholiserede forældre og svigtede børn møder hinanden med så stor indlevelse.

Kløgtig iscenesættelse

Det må tilskrives Pernilla Augusts kløgtige debutinstruktion, at hendes skuespillere er så sammensmeltet med rædslen i historien, der er baseret på en roman af Susanne Alakoski.

Møder med rædslen
Filmens største bedrift er netop de detaljerede møder med rædslen. Ikke fordi, begivenhederne bliver udpenslede. Snarere fordi, August har fingeren på pulsen – på detaljen.
 

En omvæltende opringning

Leena (Noomi Rapace) lever i et lykkeligt parforhold med to børn. Pludselig får hun en telefonopringning, der vender op og ned på hendes liv. Det er hendes døende mor, som hun ikke har set i årevis, der gerne vil se hende, og Leena er nu nødt til at se sin grufulde barndom i øjnene.
 

Et dagligt mareridt

Som barn gennemlevede Leena og hendes lillebror dagligt et mareridt. Både mor og far var alkoholikere, og det skete ofte, at de sloges voldsomt. Leena var tvunget til at være voksen allerede som lille pige, og traumerne har sat sig dybt og uafrysteligt i hende.

Grufulde mareridt
Filmen veksler mellem nutidens traumatiske møde med fortiden og barndommens grufulde mareridt. I denne vekslen mellem dengang og nu finder vi samtidig filmens svageste punkt.

Ærgerlig ubalance
Der er en ærgerlig ubalance i de mange spring, der gør intensiteten noget svagere, og ind imellem føles det som om, der mistes noget af sjælen i historien, bedst som en stærk scene ellers var under flot opbygning.

Smertefulde vidnesbyrd
I stedet bliver effekten af filmen en essens af enkeltstående scener, der hver for sig alene rummer uhyggelige og smertefulde vidnesbyrd. Filmens intime omgang med det ulækre og frastødende på flere niveauer er bemærkelsesværdig for sin troværdighed. Det hører til sjældenhederne, at både portrættet af fulde voksne og paralyserede børn går op i en sådan højere enhed.

For meget musik
Der kunne have været ønsket en klart mere stringent anvendelse af musik. Det falder vel ind under almindelig usikkerhed fra instruktørens side, at vi ofte – for en "sikkerheds skyld" skal have stemningerne serveret med syngende violiner.