127 Hours (2010)

Instruktør Danny Boyle er uhyre populær for sin popsmarte og overfladiske stil i ungt appellerende film som fx The Beach (2000). Hér barsler han så med en noget anderledes indadskuende film.

Eksistentielle temaer på tapetet

Det er det helt store menneskelige drama, hvor store eksistentielle temaer er på tapetet. Så det spændende er på forhånd: Hvordan griber Boyle et sådant tema an?
 

Meget langt fra civilisationen

"127 Hours" er en visualisering af virkelige hændelser fra det bjergrige Colorado i USA. Her er den kæphøje bjergbestiger Aron Ralston (James Franco) på en af sine mange klatreture, da han pludselig bliver fastklemt i en lille klippeskakt, særdeles langt fra nogen form for civilisation.

Drastiske metoder...

Hans højre arm har klemt sig fast i en stor klippespalte, og filmen er nu et portræt af de 127 timer, Ralston tilbringer i her, før han tager drastiske metoder i brug for at holde sig i live.

Popsmart stil
Stilen er popsmart. Det hersker der ikke tvivl om. Lige fra startteksterne bombarderes vi med popmusik, splitscreens og pangfarver. Men: Det helt særlige er tilfældet, at netop denne stil anvendes som et vigtigt element til at skue indad – til at portrættere Rolston, til at forme hans verden, tilbageblik, hallucinationer og ensomhed i skakten.

Fræk brug af musik
Hvordan kan dét nu lade sig gøre, at en sådan kæk og flakkende stil kan vendes til en fordel for filmens udtryk? Det kan det blandt andet, fordi hovedpersonen selv er netop kæk og flakkende, og dét (irriterende) faktum, at han lever med hovedet under armen, boostes af bl.a. en fræk anvendelse af diegetisk/ikke-diegetisk musik.

Mening med galskaben
For Ralston er på sin tur udstyret med hovedtelefoner og videokamera, hvis lyde er centrale medspillere i tilskuerens oplevelse af personen bag den adrenalinovergearede mand. Hermed ikke sagt, at enhver hårdtpumpende musikunderlagt scene er lige velkommen, men som helhed er der alligevel en mening med galskaben.

Dramatisk medspiller
Den flittige brug af splitscreens er på samme måde en fair dramatisk medspiller i portrættet af det indre kaos: Den sjælelige spaltning mellem minder, dødsangst og grufulde tanker bliver i Danny Boyles iscenesættelse til mere end et navlepillende anliggende.

Meget ensom historie
De storslåede landskaber er i Anthony Dod Mantle og Enrique Chediaks knivskarpe fotografering yderst centrale brikker i en meget ensom historie. Hæsblæsende tidsrejser som et led i Ralstons forestillingsverden perspektiverer den indespærrede rædsel og gør flot filmen til et voldsomt drama på liv og død.

Klare budskaber
James Franco er meget stærk i hovedrollen: En smertefuld og kaotisk rolle, der når ud med de meget klare budskaber.