Min bedste fjende (2010)

Baseret på Thorstein Thomsens roman "Nørdernes forvandling" kaster børne- og ungdomsfilmen "Min bedste fjende" sig ud i et vanskeligt ærinde: At fange essensen af mobning og heraf følgende hævnmotiver i et børneperspektiv.

Flakkende og usikkert
Og lad det være sagt med det samme: Det lykkes bestemt ikke til perfektion for instruktør Oliver Ussing. Forsøget forbliver flakkende og usikkert i sin formidling af de dramatiske temaer.

Intet klart budskab
Hverken i genre, målgruppe, moral eller etik synes filmen at have et egentligt klart budskab. Vi befinder os hele tiden på kanten – men til hvad, er det umuligt at sige.
 

Yndede mobbeobjekter

Drengene Alf (Nikolaj Støvring Hansen) og Toke (Rasmus Lind Rubin) er yndede mobbeobjekter i klassen. Men Alf får den idé, at de to kan danne en klub sammen. Da vil de stå stærkere og med tiden kunne få skovlen under de småsadistiske klassekammerater.
 

Skræmmende forandring

Men Toke kommer til at gennemgå en forandring, der er langt mere gennemgribende – og skræmmende – end Alf overhovedet i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. Snart er Toke blevet så yderliggående i sit eget projekt, at det næsten kun kan ende helt ude i hampen.

Ultraspringende
"Min bedste fjende" er absolut grænsende til, hvad der kan betegnes som ubehjælpsomt. Som følge af den ultraspringende fortællestil, hvor der ikke på noget tidspunkt findes ro i formidlingen, forbliver filmen en stressende børnethriller.

Usammenhængende scener
Ikke alene i de utallige scener (og der er alt for mange små og usammenhængende af slagsen), men også på lydsiden, føler man sig hægtet af: Én stor rodebutik af originalkomponeret filmmusik og ekstra popsange i diegetiske og ikke-diegetiske sammensurier.

Svingende skuespil
Og der er langt imellem barneskuespillersnapsene. De to hovedrolledrenge har et vist fremelsket talent, men i de øvrige roller er det desværre ofte stivheden, der hersker.

Voksenord i munden
Børnene bliver tilmed i vid udstrækning lagt voksenord- og begreber i munden. Dette er et utroværdigt træk: Og det sætter endnu engang hele filmen som projekt i et noget irriterende lys. Filmens brug af en til lejligheden konstrueret mangategneserie bidrager ikke med stort meget andet end endnu mere rod og forvirring.