Another Year (2010)

Instruktør Mike Leigh fortsætter ad sin veltrampede sti, der filmisk kortlægger menneskets grundvilkår - og gang på gang er øjenåbnere for eksistentielt søgende tilskuere.

Fortættet og ambivalent
Det er netop ønsket om at blive klogere på mennesket og det oftest fortiede faktum, at livet er en særdeles sammensat størrelse, der driver Mike Leigh ud i sine psykologisk fortættede og ambivalente historier. "Another Year" er ingen undtagelse.
 

Sørgelige skæbner

Ægteparret Tom og Gerri lever lykkeligt sammen i et rækkehus i London. De er godt oppe i årene og med sunde fundamenter i både arbejds- og privatlivet. Omkring sig har de et par sørgelige skæbner, som deres åbne hjerter imødekommer, som oftest til en middag med overnatning i det hyggelige rækkehus.
 

Frustreret alkoholiker

Gerris kollega Mary er en frustreret alkoholiker, der tuder ligeså meget, som hun tørster - mest over at hendes liv ikke er gået, som hun ønskede. Toms gamle ven Ken har spist og drukket sig fra sine sorger og græder over sit miserable liv i parrets baghave. Og Toms bror, der netop har mistet sin kone, kommer med hjem og bor i rækkehuset, da han ikke kan stort meget andet end at stirre tomt ud i luften.

Indre nysgerrighed
Mike Leigh kan bare noget med mennesker. Blandt andet fordi han tør, hvor andre tier. Fordi han er drevet af en indre nysgerrighed og forståelse for livets utæmmelighed og sammensatte op- og nedture. At kunne formidle denne indsigt til det brede publikum er en mesterlig bedrift, og her har Leigh fundet værktøjerne gennem en efterhånden lang række spillefilm.

Menneskelig puls
Ganske som den menneskelige puls lægger Leigh sin fortællemåde op ad huden i formelsen af nærhed, smerte, ensomhed, frustration og sorg. Filmen bliver en art kærtegnelse i overført betydning. Nærheden er til at tage og føle på, og intensiteten er på det nærmeste malet i den dybe stilhed, der er ensomhedens og tvivlens kerne.

Stilhed
For Leigh er stilhed en af nøglerne til autenticitet. Ganske indsigtsfuldt er musik ikke et centralt virkemiddel. Igen er det nærheden og den skiftende puls, der er filmens intime fremdrift.

De fire årstider
Handlingen er poetisk inddelt i de fire årstider. Og poesien er langt fra en konstrueret virkelighed: Årstiderne er små pauser i en kompleks historie - og fine eksistentielle påmindelser om, at livets cyklus er ustoppelig.

Naturens cyklus
I hele filmen inddrager Leigh på en fuldstændig fredelig måde naturen som en sart kulisse til netop denne cyklus. Skiftende farver og konturer i en alt andet end spektakulær kolonihave bliver altså filmens subtile henvisning til universet omkring de navlebeskuende menneskelige dramaer.

Smertelige konfrontationer
Leighs indsigt i den menneskelige psyke afstedkommer en række smertelige konfrontationer, der gør ondt helt ind i marven. Kollegaen Mary, der er tæt på det totale sammenbrud, kender intet til besøgelsestider, og hen imod filmens slutning kulminerer de menneskelige spændinger i et uønsket uanmeldt besøg hos Tom og Gerri.

Fænomenalt skuespil
Det er næsten overflødigt at nævne, at Leighs skuespillere er fænomenale. Alle sammen. Ganske enkelt.