An Education (2009)

Danske Lone Scherfig greb chancen i det store Britannien som tovholder for en international filmproduktion med store navne og budgetter. "An Education" er en nostalgisk-romantisk film om tiltrækningskraft på tværs af alder. Vi er i en forstad til London i 1960. Her er 16-årige Jenny godt i gang med at finde ståsted i livet, som det nu er kendetegnende for den alder.

Charme og rigdom

Da hun en dag passes op af betragteligt ældre David, fascineres hun af hans charme og rigdom, og de to indleder en form for forhold. Jennys snobbede forældre falder også pladask for den elegante David, men hvad er han dybest set ude på?

Poleret og bonet
Lone Scherfig slipper ikke særlig heldigt af sted med den rent tekniske del af instruktionen. Ganske vist er det visuelle udtryk både poleret og bonet til højtdefineret ukendelighed, men filmen er samtidig usædvanligt fejlbehæftet.

Continuity-fejl
Dette kan skyldes mange led i produktionen, men falder i sidste ende tilbage på instruktøren. Fx irriterer regnvejrsscener med regn i en fjerdedel af framingen og solskin i resten samt en række continuity-fejl, der grænser til det pinlige. For ikke at hænge sig i detaljerne skal det dog med det samme siges, at dette langt fra er filmens dybeste problem.

Håndtam romantik
Grundlæggende kan "An Education" bedst beskrives som en håndtam romantisk film – med vægt på tam. Historien er i bedste fald kedelig og svær at identificere sig med. Personerne er tegnet ud fra en forudsigelig skabelon: Lillepigecharmerende Jenny med høje ambitioner og våde dådyrøjne... og flødebolle-firskårne David med slipsenål og antik bil.

Pæoner af klichéer
Og således danser filmen derudad som én lang svingom mellem pæoner af aldersforskels-klichéer; dog afvekslet af en delikat aparte bananscene! Hvad kan man egentlig ophidse sig over ved at kigge i denne velpolerede refleksion af 1960'er-nostalgi og lillepigedrømme? Ikke meget andet end den nyyydelige æstetik, når ikke den lige er fyldt med fejl. Herudover må man medregne på plussiden, at filmen i lange perioder er dejligt fritaget for filmmusik.

25-årig som 16-årig
Carey Mulligan er bestemt ikke udpræget troværdig som 16-årig. Da filmen blev indspillet, var hun nærmere de 25 år. Det siger sig selv, at dette er problematisk. Filmen nomineredes til et hav af priser og vandt blandt andet en Robert for bedste ikke-amerikanske film.