The Way Back (2010)

I dette episke drama får vi lidt af den gode gamle Peter Weir tilbage. I filmens mest intense scener - og dem er der mange af - føler man sig hensat til instruktørens kunstneriske storhedstid.

Tryllebindende
"The way back" er en tryllebindende visuel rejse, en menneskelig kraftanstrengelse, der i høj grad bliver en kropslig oplevelse også for tilskueren.

Lange, seje træk
Dette skyldes Peter Weir mesterlige fravalg af lyd og musik i lange, seje træk gennem is- og ørkenlandskaber. Desværre er dette fravalg ikke gennemgående i filmen: men det er alligevel centralt i den samlede filmoplevelse.

I 1941 gør en lille gruppe fanger i en sovjetisk Gulag-lejr det umulige: de bryder ud og er nu i stedet fanget i Sibiriens 13 millioner kvadratkilometer åbent landskab.

Filmen følger deres fysisk og psykisk udmattende rejse til fods 900 kilometer gennem alt fra is til ørkensand, og i Peter Weirs realistiske tilgang bliver denne rejse en uafrystelig oplevelse.

Flot indrammet natur
"The way back" er båret af selve rejsens spektakulært umenneskelige karakter. De lange seje træk står knivskarpt og ægte i en flot indrammet natur.

Krybende mystik
I de fornemmeste billeder genkalder man sig øjeblikke fra Weirs filmungdom, ikke mindst Picnic at Hanging Rock (1975). En krybende mystik grebet ud af den menneskelige isolation midt i naturens vildskab.

Som sand mod egen hud
Helt nærgående bliver det, når Weir indfanger det umenneskelige i ørkenvandringen. Totalt blottet for unaturligt lyddesign og musik bliver oplevelsen som sand mod egen hud.

Accent-kodeks
Skal man pege på åbenlyse svagheder ved filmen er det først og fremmest sammenblandingen af nationaliteter i rollerne og det fælles vedtagne accent-kodeks: irske og svenske skuespillere, der agerer russere på dårligt engelsk.

Herudover har filmen særligt i første halvdel en mærkværdig abrupt klippestil, hvor pludselige fades til sort skærm forstyrrer noget.

Central fremdrift
Generelt skal dog siges at filmen er en betagende kraftanstrengelse, hvis primale overlevelseshistorie er den centrale fremdrift.

Denne underliggende psykologiske grundstamme i kombination med de spektakulære billeder former en uforglemmelig filmoplevelse.