The Way Back (2010)

I dette episke drama får vi lidt af den gode gamle australske Peter Weir tilbage. I filmens mest intense scener – og dem er der mange af – hensættes vi til instruktørens kunstneriske storhedstid.

Tryllebindende
"The Way Back" er en tryllebindende visuel rejse, en menneskelig kraftanstrengelse, der i høj grad bliver en fysisk oplevelse – også for tilskueren.

Lange, seje træk
Dette skyldes bl.a. Peter Weirs mesterlige fravalg af lyd og musik i lange, seje træk gennem is- og ørkenlandskaber. Desværre er dette fravalg ikke gennemgående i filmen.
 

En umulig bedrifrt

I 1941 gør en lille gruppe fanger i en sovjetisk Gulag-lejr det umulige: De bryder ud og er nu i stedet fanget i Sibiriens 13 millioner kvadratkilometer åbent landskab.
 

Fysisk og psykisk udmattende

Filmen følger deres fysisk og psykisk udmattende rejse til fods 900 kilometer gennem alt fra is til ørken, og i Peter Weirs realistiske tilgang bliver denne rejse en uafrystelig oplevelse.

Flot indrammet natur
"The Way Back" er båret af selve rejsens spektakulært umenneskelige karakter: De lange seje træk står knivskarpt og ægte i en flot indrammet natur.

Krybende mystik
I de fornemmeste billeder genkaldes øjeblikke fra Weirs filmungdom, ikke mindst Picnic at Hanging Rock (1975). En krybende mystik grebet ud af den menneskelige isolation midt i naturens vildskab.

Som sand mod egen hud
Helt nærgående bliver det, når Weir indfanger det umenneskelige i ørkenvandringen. Totalt blottet for unaturligt lyddesign og musik bliver oplevelsen som sand mod egen hud.

Accentkodeks
Skal der peges på åbenlyse svagheder ved filmen, er det først og fremmest sammenblandingen af nationaliteter i rollerne og det fælles vedtagne accentkodeks: Herunder irske og svenske skuespillere, der agerer russere på dårligt engelsk.