Duplicity (2009)

En på alle måder kæk film, der er et klassisk eksempel på form over indhold-fortællemåden. Således lagt i benlås af et sitrende og støjende filmunivers må man sagesløs lade sig tromle over. Man kunne selvfølgelig også bare vælge at gå. For en film som ’Duplicity’ kræver tålmodighed. Man skal grave pænt ned i dyngerne for at finde noget ved det søgte plot, der er blot en smule fascinerende.
 

Hed sex

To tidligere efterretningsagenter, der dyrker hed sex i fritiden, har fundet sammen om at gennemføre et af de største kup nogensinde, og det kræver, at de holder tungen lige i munden – på kryds og tværs af talrige storbyer. Det ene øjeblik er de i Rom, så er de i New York, så Dubai. Jo, der sker skam noget i filmen. Det "spektakulære" i de mange rejser er, at de ikke alene foregår på kryds og tværs af kontinenter, men også i tid.

Forskellige handlingslag
Nærmere bestemt: Handlingen udspiller sig i forskellige lag, så vi så at sige på efterkrav får forklaret en del-handling ved at skyde tiden et par måneder tilbage. Det er ikke for meget sagt, at denne måde at fortælle en historie på er særdeles trættende, forvirrende – og søgt. Og man kan ikke andet end trække på skuldrene: Hvorfor? Det giver ikke mening.

Strømlinet effektbelagt
"Duplicity" lægger ikke skjul på, at den er en bekostet produktion. Strømlinet, højt effektbelagt og som nævnt skudt på kryds og tværs af kontinenter. Evigt bredflabede og middelmådigt spillende Julia Roberts og charme/sex-trolden Clive Owen klæder sådan set hinanden pænt i det jævnt kedsommeligt centrifugerede spredehaglsplot.

Fine absurde biroller
Men det er blandt de absurde biroller, at vi finder det bedste skuespil. Paul Giamatti er i fin og temperamentsfuld form, ligesom Tom Wilkinson har fine øjeblikke. Faktisk er netop de tos indbyrdes twist i slow motion under opening credits blandt de bedste øjeblikke i hele filmen.