Partir (2009)

    En godt gift kvinde forelsker sig i en håndværker, men er ikke forberedt på sin ægtemands omfattende og kalkulerende bitterhed.


    TREKANT MED TWIST

    Kærligheden kender som bekendt ingen grænser. Men det gør hadet, jalousien og hævntørsten - og det er omdrejningspunktet for dette fortættede trekantsdrama. Til at begynde med er filmen en kærligt tilforladelig historie med fokus på glæde, forelskelse og tiltrækningskraft; ganske vist i utroskabens noget gustne lys, men alligevel.

    Bitterhed & hævntørst
    Men snart tager bitterhed, hævntørst og sammenbidthed over som en effektivt lukket skal, der efterhånden både kvæler den gode stemning - og troværdigheden. Suzanne og hendes kernefamilie bor i et fashionabelt hus i Sydfrankrig. Alt ånder tilsyneladende fred og ro, indtil Suzanne møder håndværkeren Ivan.
     

    Enorm tiltrækningskraft

    Tiltrækningskraften de to imellem er enorm, og det går op for Suzanne, at hun måske ikke længere elsker sin mand, eller i hvert fald er kørt træt i det småborgerlige liv. Men hun er slet ikke forberedt på, hvordan hendes mand vil reagere. Han sætter effektivt en stopper for hele Suzannes frigørelsesproces, så hun til sidst føler sig trængt helt op i en krog.

    Betagende fredeligt
    Filmens fortællestil er betagende fredelig i et tempo helt nede på jorden og uden overflødigt lyddesign. Musik er der meget lidt af. Dét er ganske forførende og i sig selv et stort skridt til at tage filmen til sig. For det er barske sager, der serveres i den kompakte historie.

    Kører af sporet
    Men det ændrer ikke ved, at begivenhederne ud over at køre rigeligt i ring, også kører af sporet og ender langt længere ude, end det er tåleligt for et kammerspil som dette. Stærkt skuespil redder filmen gennem megen gyngende grund, ligesom den fine og neddæmpede inddragelse af Sydfrankrigs natur på både billed- og lydsiden er blandt filmens store forcer.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, Frankrig, Drama, Romantik, 85 min.

    Dansk titel: Lykken er lunefuld
    Instr: Catherine Corsini Prod: Fabienne Vonier Manus: Catherine Corsini Foto: Agnès Godard Klip: Simon Jacquet
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation