Hanna (2011)

    En teenagepige er blevet trænet op til at blive en regulær dræbermaskine. Hendes far har lært hende tricks i skoven, og nu slippes hun løs.


    UDBLÆSNING

    Klassisk actionfilm med et twist: Den stærke mandehelt er hér skiftet ud med en lyshåret pige, hvis håndkantslag, velplacerede spark og kropslige fleksibilitet langt overgår en elitesoldats.

     

    En stærk appetitvækker

    Filmens åbningssekvens er en stærk appetitvækker. Her indfanger en sært hemmelighedsfuld stemning, idet konteksten endnu er ukendt, og en rolig stil er herskende.

    I den finske vildmark
    Den finske vildmark er kulissen: Unge Hanna (Saoirse Ronan) bor alene med sin far langt ude i skoven. Faren har gennem en årrække trænet datteren til at blive en art vilddyr: Skærpede sanser, enestående reaktionsevner, kompromisløs dræbermaskine. Hvorfor vides endnu ikke.
     

    På egne ben

    Men da Hanna er fyldt 16, kommer hun for første gang til at stå på egne ben. Hun konfronteres med en række bagmænd og -kvinder, der alle vil hende til livs, og nu kommer Hannas superevner til deres ret, med Berlin som kulisse.

    Genkendelig genrefilm
    I takt med at filmens historie skifter karakter, ændres indpakningen tilsvarende til det mere støjende, både visuelt og musikalsk. Vi er nu i en mere genkendelig genrefilm, hvor det gode mod det onde langsomt, men sikkert arbejder mod hinanden i et hæsblæsende klimaks.

     

    Pumpende musik

    Pumpende elektronisk musik af The Chemical Brothers, en adrenalinpumpet klipperytme og en sitrende kameraføring afløser nu filmens mere lyriske og stille indledning.

    Overdrivelser i kø
    Overdrivelserne begynder at stå i kø: Den spinkle teenagers kræfter overgår på det nærmeste både Terminators og Supermans – i hvert fald klarer hun snildt en hel hær af fuldvoksne mænd, der vil hende til livs.
     

    Uudnyttet potentiale

    Plottets noget mystificerende kredsen om den unge kvindes identitet og manglende indsigt i verdens gang har et potentiale, der ikke bliver udnyttet. Vi befinder os i stedet hurtigt i en film, der blæser derudad uden at se sig tilbage, og som ikke rigtig afleverer nogle gode forklaringer eller perspektiver.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2011, USA, Action, Drama, Thriller, Teenagere, Bjerge på film, 111 min.

    Dansk titel: Hanna
    Instr: Joe Wright (I) Prod: Marty Adelstein, Leslie Holleran, Scott Nemes Manus: Seth Lochhead, David Farr Foto: Alwin Küchler Klip: Paul Tothill Mus: The Chemical Brothers