Hanna (2011)

Klassisk actionfilm med en twist: den stærke helt er skiftet ud med en lyshåret lillepige, hvis håndkantslag, velplacerede spark og kropslige fleksibilitet langt overgår en elitesoldats. Filmens åbningssekvens er en stærk appetitvækker. Her er man indfanget af en sært hemmelighedsfuld stemning, idet konteksten endnu er ukendt, og en rolig stil er herskende.

I den finske vildmark
Den finske vildmark er kulissen: Unge Hanna bor alene med sin far langt inde i skoven. Faderen har gennem en årrække trænet datteren til at blive en art vilddyr: skærpede sanser, enestående reaktionsevner, kompromisløs dræbermaskine. Hvorfor vides endnu ikke.
 

På egne ben

Men da Hanna er fyldt 16 år, kommer hun for første gang til at stå på egne ben. Hun konfronteres med en række bagmænd- og kvinder, der alle vil hende til livs, og nu kommer Hannas superevner til deres ret, med Berlin som kulisse.

Genkendelig genrefilm
I takt med at filmens historie skifter karakter, ændres indpakningen tilsvarende til det mere støjende, både visuelt og musikalsk. Vi er nu i en mere genkendelig genrefilm, hvor det gode mod det onde langsomt men sikkert arbejder mod hinanden i et hæsblæsende klimaks. Pumpende elektronisk musik af The Chemical Brothers, adrenalinpumpet klipperytme og sitrende kameraføring afløser filmens lyriske og stille indledning.

Overdrivelser i kø
Overdrivelserne står nu i kø: den spinkle piges kræfter overgår på det nærmeste både Terminators og Supermans - i hvert fald klarer hun snildt en hel hær af fuldvoksne mænd, der vil hende til livs.
 

Uudnyttet potentiale

Plottets noget mystificerende kredsen om pigens identitet og manglende indsigt i verdens gang har et potentiale, der ikke bliver udnyttet. Vi befinder os i stedet hurtigt i en film, der blæser derudad uden at se sig tilbage, og som ikke rigtig afleverer nogle gode forklaringer eller perspektiver.