Elle s'appelait Sarah (2010)

En blandt flere franske film fra 2010 med samme historiske indhold: Ligesom La rafle. (2010) skildrer "Elle s'appelait Sarah" nazisternes sammenstuvning af 13.000 jøder i den lukkede cykelbane Vélodome D'Hiver. Men "Sarah"-filmen er gudskelov så meget desto mere vellykket, og budskabet er både hjerteligt og rørende i en grundlæggende velafbalanceret iscenesættelse.

I kampens hede..

Den amerikanske journalist Julia Jarmond er blevet bedt om at skrive en artikel om nazisternes sammenstuvning af 13.000 jøder i Vélodome D'Hiver i 1942. I sin research falder Julia over en hjerteskærende historie, som hun bliver så grebet af, at hun er nødt til at forfølge den: En 10-årig pige gemte i kampens hede sin lillebror i et skab, så nazisterne ikke skulle finde ham. Julia graver løs i sagen og kommer snart i forbindelse med pigens familie. Historien folder sig ud som både rørende, trist og livsbekræftende.

Flere tidsniveauer
Filmen er således fortalt på flere tidsniveauer: Nutiden og 1942, samt et stykke frem. Journalistens arbejde og pigens traumer flettes ind i hinanden med glidende overgange, og begge historier er lige vedkommende, fordi de komplementerer hinanden.

Jordnær fortællestil

Væsentligt for slugbarheden er den pænt jordbundne fortællestil, der ikke smører alt for tykt på de potentielt overdramatiserbare temaer. Ganske vist er en fuldt orkestreret filmmusik sine steder alt for svulstig, men dette opvejes i nogen grad af en række hjertelige skuespillerpræstationer og troværdige historiske tilbageblik.

Universelt hjertegribende
Det er dog den universelt hjertegribende historie om barnets traumatiske oplevelser, der gør filmen særligt beundringsværdig. Enhver forælder (eller empatisk person) vil føle det hårrejsende gys ved separationen af kvinder og børn – samt pigens dybfølte kærlighed til sin lillebror.
 

Ægteskabelige gnister

I nutidens hverdagsliv fornøjes man af det ukrukkede portræt af små ægteskabelige gnister, ligesom journalistens møde med krigspigens søn udgør stærke scener – særligt fordi Aidan Quinn hér træder ind i den lille birolle og yder en stor præstation.