Die Tür (2009)

    En succesrig billedkunstner oplever sit livs værste mareridt, da hans datter drukner, mens han boller naboen. Men så opdager han en dør til en parallelverden.


    BRUS AF IDIOTI

    For en dansker er denne tyske produktion klart mest interessant, fordi Mads Mikkelsen spiller hovedrollen. Så skal man da lige se, hvordan han klarer skærene på vort nabolands tungemål.

    Grusomt dårlig
    Og dét klarer Mikkelsen for så vidt hæderligt. I det hele taget spiller han den sørgelige hovedrollefigur David Andernach med stor autoritet. Problemet er ’bare’, at filmen er decideret grusomt dårlig, og så hjælper ikke nogen form for skuespilstalent.
     

    Sus, dus og tragedie

    Den succesrige billedkunstner David Andernach lever i sus og dus med kone og datter. Alt er tilsyneladende idyl. Men i filmens åbningsscene ser vi alligevel David krydse gaden for at kneppe den rebelske og næsepiercede nabokvinde.
     

    Det værste mareridt

    Da David har klaret ærterne, finder han sin datter druknet i udepoolen - og nu begynder hans livs værste mareridt. Herefter klippes der fem år frem i tiden, hvor David er en skygge af sig selv. Uden datter - og kone - forsøger han at tage livet af sig selv.

     

    I sidste øjeblik
    Han bliver dog reddet i sidste øjeblik, og snart vil et tilfælde oven i købet, at han i et gustent krat finder en hemmelig dør til en parallelverden, hvor hans datter endnu ikke er død. De yderligere handlingselementer behøver vel dårligt en introduktion: Vi præsenteres nu for alle de begivenheder, der kunne være indtruffet, hvis David i tide havde afsluttet sit beskidte ærinde med naboen.

    Sovs og sukkerkartofler
    Sovs og sukkerkartofler er på menuen for instruktør Anno Saul: Fra allerførste scene er man ikke i tvivl om fortællestilens klæbrighed. Det er umuligt at finde ind til den mindste form for ægthed. Alt er plastet ind i absurd svulstig musik og kreativ, ’kunstnerisk’ visuel vildledning.

    Vanskelig at sluge
    En sådan indpakning gør selvsagt ikke det mildt sagt fortænkte plot mere slugbar. Filmen er grænsende til det idiotiske, formildet en anelse af Mads Mikkelsens hæderlige forsøg på at pumpe lidt liv i sin rolle.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, Tyskland, Psykologisk drama, Mystik, Science Fiction, Børn på film, 103 min.

    Dansk titel: The Door
    Instr: Anno Saul Prod: Stefan Schubert, Ralph Schwingel, Bjoern Vosgerau Manus: Jan Berger Baseret på: romanen "Die Damalstür" af Akif Pirincci Foto: Bella Halben Klip: Andreas Radtke Mus: Fabian Römer