Okuribito (2008)

Dette japanske drama rummer de helt store følelser og vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2009.
 

Universelt opløftende

Der er noget universelt opløftende ved filmens håndtering af døden som både en levevej og uundgåelighed. Her fascineres man af indføringen i de særlige japanske ritualer i oftest hjertegribende afskedscener af stor ømhed.

Usædvanligt materiale
Det er usædvanligt materiale for en film, og man kan kun bifalde den stille hyldest til livet gennem den kosmiske perspektivering. Desværre har filmen også en svær slagside mod det sentimentale, og det får ofte ægtheden til at kæntre.
 

Tilbage til hjemegnen

Den unge japanske mand Daigo er passioneret cellist og spiller i et orkester. Men en dag opløser stifteren orkestret, og Daigo er sammen med sin kæreste nødt til at rejse tilbage til hjemegnen for at få det hele til at løbe rundt.
 

En stor overraskelse

I samme ærinde tager Daigo hurtigt et arbejde, som han umiddelbart tror er i et rejsebureau. Stor er hans overraskelse, da han erfarer, at han skal forberede lig til den sidste rejse efter japansk tradition.
 

Svær kunst at mestre

Dette indebærer at vaske, sminke og påklæde ligene foran de pårørende, en kunst der er svær at mestre, men som Daigo stille og roligt bliver mere og mere dygtig til, trods sine umiddelbare forbehold.

Åbenlyse forcer
Filmen har sine åbenlyse forcer i de lange stille passager, hvor ligene gøres klar. Her kommer vi under huden på livet og døden i en sart og følt iscenesættelse.
 

Vammel sentimentalitet

Men ligeså ofte falder instruktør Yôjirô Takita i et dybt hul af vammel sentimentalitet, hvor man er langt fra at kunne mærke bunden for bare brusende celloer. Det er fatalt ærgerligt, da man sidder med en helt klar følelse af, at potentialet er der til at forme en særdeles dyb og oprigtig film.
 

Cello i den fri natur

Værst er det, når hovedpersonen sidder ude i den fri natur og spiller på sin cello, mens kameraet cirkler om ham i fugleperspektiv, og han i øvrigt er akkompagneret af et usynligt orkester..

Ude af proportioner
Samtidig krummer man ind imellem tæer over et overspil, der synes ude af proportioner. Både hovedpersonen og hans kæreste forfalder til ekstremistisk udspilede øjne og et komisk kropssprog, der ikke hører hjemme i filmens lyriske grundtone.
 

Ironisk distance

Ganske vist er filmen ikke nogen rendyrket alvorlig sag. Der står en ironisk distance på spring og sørger for at afvæbne dødstemaet - hvilket man havde været bedre tjent uden. Hvorfor ikke gå hele vejen og lade filmen være et spørgsmål på liv og død - uden berøringsangst.

Fine indfaldsvinkler
Når alt dette er sagt hæfter man sig ved de fine indfaldsvinkler på et særligt japansk kulturanliggende, smukke og rolige billeder og en trods alt indsigtsfuld færd ud i store eksistentielle temaer.