10 timer til Paradis (2012)

Sammenhængende film:

Dennis (2007)

10 timer til Paradis (2012)

Mads Matthiesen udbygger her sin raffinerede Super16-kortfilm Dennis (2007) og former en spillefilm, der er helt sin egen – fuld af mod og indsigt i livets mere skæve vinkler.

Uskyldsren og smuk historie

"10 timer til Paradis" er en uskyldsren og smuk historie, et infantilt oprør pakket nænsomt i en forkvaklet voksenverdens kultur i ønsket om opmærksomhed.

Tragisk og absurd tilfælde
Historien er halvdelen af succesen, stilen den anden. Mads Matthiesen viser en enestående indsigt i tilværelsens mindre eksponerede sider ved at ridse lidt i facaden og præsentere os for det både tragiske og absurde tilfælde Dennis.
 

Bodybuilder i Rødovre

Dennis (Kim Kold) er bodybuilder. Han bor i et parcelhus i Rødovre med sin gamle mor (Elsebeth Steentoft). Hun holder ham i kort snor og har gjort det, siden Dennis var lille.

En meget følsom mand

Men bag den hårdtpumpede kropslige skal er Dennis en meget følsom mand, der efterhånden er nået dertil, hvor han har behov for at frigøre sig fra sin mor.
 

Drømmen om kærlighed

Han tager derfor til Thailand, hvor han har hørt, at det er nemmere at finde en kæreste. Hans martyriske mor tror, at han er til konkurrence i Tyskland.

Mor går i baglås

Da først hun præsenteres for sandheden, går hun helt og aldeles i baglås, og spørgsmålet er, om Dennis med sin hensynsbetændelse tør tage det endelige opgør.

Intim enkelthed
"10 timer til Paradis" er i sin intime enkelthed og sit strålende mod ganske enkelt en perle i nyere dansk film. Renset for alle former for overflødig indpakning forbliver filmen et ærligt og hjerteligt indblik i følelseslivets stormfulde kampe.

Forkvaklede signaler

Ved at forme de mange forkvaklede mellemmenneskelige signaler og intriger omkring en nærved forstenet skulpturel bodybuilder, understreger Mads Matthiesen den store betydning af hjertet, der banker bag enhver facade.

Håbløst følsom
Denne begavede kontrast mellem stenansigt og det åbne hjerte kropsliggøres således i Dennis’ absurd store skikkelse – og ved at han er så uendeligt og håbløst følsom.

Aparte størrelsesforskel

I spillet mellem mor og søn slår filmen sine største gnister: I en blanding af sygeligt kontrolleret vanvid og aparte størrelsesforskel er disse scener lige dele forstemmende og hjertegribende.

Markant kropssprog
Mads Matthiesen ønsker på ingen måde at gøre forholdet mellem mor og søn til et komisk ærinde. Størrelsesforholdet og sygeligheden udgør i sig selv den nødvendige (ironiske) distance. Det markante kropssprog siger endnu mere end et finurligt replikskifte.
 

Fremmed kultur

"10 timer til Paradis" refererer selvsagt til flyrejsen til Thailand. Dennis’ møde med den fremmede kultur forstærker kun yderligere hans infantile og jomfruelige favntag med tilværelsen, der til alle tider har været overbeskyttet af moren og vægtløftningen.

Hudløst ærlig
Heller ikke i det fremmede har Matthiesen følt behov for at spartle ud med hverken "orientalsk musik" eller anden stemningsforstærkende nødhjælpspakke. Instruktøren står ved sine valg og fravalg, og filmen forbliver hudløst ærlig.
 

Ingen forstillelse

Sådan kan en vidt fremmed kultur som Thailands altså inddrages i en dansk filmproduktion – uden at forstille sig. De thailandske spillere er instrueret ind i samme intime atmosfære, så der ikke forekommer nogen skævhed de to miljøer imellem.

Subtile registre
Ved at tildele Dennis’ enorme skikkelse de mange små subtile registre fra det sørgmodige til det viljestærke, indrammes missionen om kærlighed på kryds og tværs af kontinenter langt mere raffineret og dybt.

Mere end sort/hvidt

Kontrasten bliver mere end bare sort/hvid. Og Kim Kold formidler med stor indlevelse de store følelser i små afvigelser i sit fantastiske stenansigt og kropssprog.

En kuet skikkelse
"10 timer til Paradis" er først og fremmest Dennis: Denne kuede skikkelse, der i størrelse næsten er en slags Hulk. Det er umuligt ikke at fatte dyb sympati for skikkelsen og hans endelige opgør med morens dominans.
 

Interessante biroller

Elsebeth Steentoft er filmens anden markante spiller. I rollen som Dennis’ mor rummer hun den ultimative martyrs ekstreme bitterhed med uhyggelig styrke. Desuden glæder det, at de mindre roller – også de thailandske – alle har en central plads i historien.

Med spændte muskler
Når Dennis smider undertrøjen, og med spændte muskler poserer for spejlene i træningscentret, virker han tilnærmelsesvis lykkelig. Det er det centrale tema og opgør i filmen: At Dennis er nødtvunget til at finde lykken i det kropslige ydre på grund af et ufrivilligt fortrængt følelsesliv.

Pressen skrev

Der var meget delte meninger om filmen i dagspressen, men dog var der positive toner selv i de skeptiske anmeldelser: "En enkel og fin frigørelseshistorie i en kæmpe krop" // "Følsom perle af en film" // "Lille film med stor mand er sympatisk, men også noget slatten i fortællemusklen" og "Kontrasten mellem den store mand og de spinkle kvinder er et effektivt visuelt paradoks".