Happy End (2011)

Med manuskript af danske Kim Fupz Aakeson er vi nærmest garanteret endnu en skæv lille film, også selvom handlingen er henlagt til det svenske og med svenske skuespillere.
 

Dybere budskaber

Svenskerne har nu også i nyere tid nærmest spyttet skæve og finurlige film ud, grænsende til det surrealistisk komiske, og Björn Runges "Happy End" læner sig op ad samme linje, dog med langt dybere budskaber på hjerte.

Skæbnevæveri
"Happy End" er den sidste film i Björn Runges trilogi om "frigørelse" og væver en lille flok svenske skæbner ind og ud af hinanden. Vi præsenteres for køreskolelærerinden Jonna, der er blind for elevens tilnærmelser.
 

Selvmorderisk billedkunstner

Hendes søn Peter er en selvmorderisk billedkunstner, der tiltrækkes seksuelt af rengøringspigen. Hun er omvendt groft udnyttet og gennempryglet af sin ynkelige kæreste. Hvad skal det hele ikke ende med?

Betagende minimalistisk
Runges fortællestil er betagende minimalistisk: musikløs på nær allersidste scene er begivenhederne tavst oprigtige, og fokus er på nærhed og ægthed i skuespil og ukrukkede scenarier.

Fokus savnes
Omvendt savner man ind imellem fokus. Filmen bliver for flakkende og synes at havne mellem to stole - den komiske og den gravalvorlige. Men der er nok sprødhed over de enkelte præstationer og den tørre fremstilling af længsel og begær til at forme en sært mindeværdig film.