Happy End (2011)

Med manuskript af danske Kim Fupz Aakeson er vi nærmest garanteret endnu en skæv lille film, men denne gang er handlingen henlagt til det svenske og med svenske skuespillere.
 

Dybere budskaber

Svenskerne har også i nyere tid nærmest spyttet skæve og finurlige film ud, nogle gange grænsende til det surrealistisk komiske, og Björn Runges "Happy End" læner sig op ad samme linje, dog med langt dybere budskaber på hjerte.

Skæbnevæveri
"Happy End" er den sidste film i Björn Runges trilogi om "frigørelse" og væver en lille flok svenske skæbner ind og ud af hinanden. Vi præsenteres for køreskolelærerinden Jonna (Ann Petrén), der er blind for sin elevs tilnærmelser.
 

Selvmorderisk billedkunstner

Hendes søn Peter (Gustaf Skarsgård) er en selvmorderisk billedkunstner, der tiltrækkes seksuelt af rengøringsdamen. Hun er omvendt groft udnyttet og gennempryglet af sin ynkelige kæreste. Hvad skal det hele ikke ende med?

Betagende minimalistisk
Runges fortællestil er betagende minimalistisk: Musikløs, på nær allersidste scene, er begivenhederne tavst oprigtige, og fokus er på nærhed og ægthed i skuespil og ukrukkede scenarier.

Fokus savnes
Omvendt savnes ind imellem fokus. Filmen bliver for flakkende og synes at havne mellem to stole – den komiske og den gravalvorlige. Men der er nok sprødhed over de enkelte præstationer og den tørre fremstilling af længsel og begær til at forme en sært mindeværdig film.