Hesher (2010)

Dette er en totalt overrumplende original filmoplevelse, der rusker og bevæger med sine aparte og uforudsigelige blik på tilværelsen.
 

Depressiv pilletåge

Drengen T.J. bor sammen med sin farmor og far i et parcelhus. Moderen døde i en trafikulykke for et par måneder siden, og faderen er helt væk i depressiv pilletåge. Ved et tilfælde hamrer T.J. ind i den unge mand Hesher. Han er usædvanligt utilpasset, komplet ligeglad og tilsyneladende uden andre følelser end dem, han har mellem benene.
 

Ingen tør sige fra

Hesher invaderer helt på sine egne præmisser T.J.s hus og gør sig selv til en del af familien. Der er ingen, der tør sige ham imod, og måske har han alligevel hen ad vejen noget at byde på for den hårdt prøvede dreng.
 

Vildt utilregnelig

T.J. har også fundet sig en ny ven i den fejlplacerede kassedame Nicole. Hun er ligesom alle andre rystet i mødet med den vildt utilregnelige Hesher og klar over, at drengen er den første, hun vil tage hensyn til.

Stor indsigt
Filmen formidler de dybe menneskelige følelser med en stor indsigt, og de bliver kun så meget mere vedkommende af at være modelleret ind i en skæv historie.
 

Salvelsesfuldt coda

Det fineste og mest subtile portræt er det af drengen, og det er om ham, at alle skæve, deprimerede, ulykkelige og utilpassede personer kredser – for i sidste ende at nå til en art salvelsesfuldt coda. Undervejs forbløffes man af den ufiltrerede smask-idiotiske opførsel fra Hesher, inklusive det pornografiske sprog og psykopatiske opførsel.

Ryster og bevæger
Det er en film, der ryster og bevæger på samme tid, og denne kombination former en helt igennem markant filmoplevelse. Indpakningen er uden sensationslyst. Fotograferingen har jordforbindelse og musik er der bestemt ikke meget af: langt de fleste scener bærer den ramme alvor helt i sig selv.

Stærkt skuespil
Der er store kvaliteter i de fleste præstationer blandt skuespillerne. Joseph Gordon-Levitt smelter sammen med portrættet af Hesher, Devin Brochus' følte formidling af drengens sorg og frustration er ubetalelig, Rainn Wilsons dybe sorg-depression er smerteligt uhyggelig, Natalie Portmans nørdede skønhed er forførende, ligesom Piper Laurie som farmor er fuld af udstråling.