Hop (2002)

    En 13-årig dreng og hans far er illegale flygtninge i Belgien. Da faderen bliver arresteret, kæmper drengen for at få ham løsladt.


    RODET VINDERFILM

    Denne integrationsfilm for børn og unge vandt prisen for bedste spillefilm på Buster Filmfestival i København, og det må siges at være en anelse uforståeligt.
     

    Let krampagtigt

    "Hop", hvis titel henviser til pygmæernes tæmningsmetode af hanelefanter ved at binde et reb om testiklerne, er nemlig en både rodet og let krampagtig film, hvor det nærmest føles som om, at instruktøren selv har fået en "hop".
     

    Illegale på flugt

    13-årige Justin og hans far er illegale flygtninge fra Burundi i Bruxelles. Da faderen bliver arresteret og står til udvisning, rotter Justin sig sammen med anarkisten Frans i kampen for at få sin far løsladt, inden han bliver sendt ud af landet.

    Ingen identifikation
    Var der blot en enkelt halmstrå af identifikation i filmen, kunne man tænkes at have følt med drengen, da hans far pludselig er forsvundet og må formodes at sidde på politigården.
     

    Generel forvirring

    I stedet hypnotiseres man på den ufede måde af instruktør Dominique Standaerts iscenesættelse, hvor først og fremmest valget af sort/hvid fotografering er fuldstændig uforståelig. Ligeledes udgør drengens forhold til den hollandsk-franske anarkist på ingen måde noget interessant indspark men bidrager snarere til den generelle forvirring, der forbliver udtalt filmen igennem.

    Action-drejning
    Når historien så oven i købet tager en action-drejning og bliver yderligere usandsynlig, er det meget vanskeligt at få øje på kvaliteter i retning af en hovedpris. Skuespillet er jævnt acceptabelt, musikken dukker op i de mest aparte sammenhænge.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2002, Belgien, Drama, Teenagere, Coming of Age, 104 min.

    Dansk titel: Hop
    Instr: Dominique Standaert Prod: Thierry de Coster, Michel Houdmont, Dominique Standaert Manus: Dominique Standaert Foto: Raymond Fromont Klip: Dominique Lefever Mus: Vincent D'Hondt
    Priser
    • BUSTER - Best Buster Award
    • BUSTER - C.I.F.E.J. Award