The Darkest Hour (2011)

Hvis du gik og troede, du havde set alle de mest lattervækkende apokalyptiske katastrofefilm, bliver du nu alligevel nok overrasket i mødet med "The Darkest Hour".

Mildest talt idiotisk

Det er den hæderkronede artdirector Chris Gorak, der har iscenesat denne mildest talt idiotiske kliché-perlerække, hvor ungdommens brus sættes på en hård prøve.

Mystisk lysende dimser
Flankeret af alskens moderne elektronik mødes en lille gruppe amerikanere i Moskva, men deres egentlige forehavenderne i den russiske millionby bliver snart glemt, da mystisk lysende dimser daler ned fra himlen.

Elektroladet pust

Med et elektroladet pust forvandler de så let som ingenting mennesker til støv. Vores lille gruppe af unge helte kæmper sig nu fra sted til sted i Moskva, klyngende sig til dét mikroskopiske håb, at de kan nå at komme i sikkerhed uden at blive opdaget af de elektroladede monstre.

Klæbrigt klam idé
Filmens fundamentalt-eksistentielle gyserelement fungerer ind imellem på sine egne kejtede præmisser. Én stjerne skal således gives for den klæbrigt klamme idé med de usynlige monstre, hvis nærvær får elektriske pærer, bilalarmer og alt andet elektronisk habengut til at lyse, bimle eller dytte. Ellers er der rigeligt at korse sig over i et setup, der er fuldkommen hjælpeløst latterligt, billigt udseende og ujævnt spillet.