The Darkest Hour (2011)

Hvis man gik og troede, man havde set de mest lattervækkende apokalyptiske katastrofefilm, bliver man nu alligevel overrasket i mødet med "The Darkest Hour". Det er den hæderkronede art director Chris Gorak, der har iscenesat denne mildest talt idiotiske kliché-perlerække, hvor ungdommens brus sættes på en hård prøve.

Mystisk lysende dimser
Flankeret af alskens moderne elektronik mødes en lille gruppe amerikanere i Moskva, men deres egentlige forehavenderne i den russiske millionby bliver snart glemt, da mystisk lysende dimser daler ned fra himlen og med et elektroladet pust så let som ingenting forvandler mennesker til støv. Vores lille gruppe af helte kæmper sig nu fra sted til sted i Moskva, klyngende sig til det mikroskopiske håb, at de kan komme i sikkerhed uden at blive opdaget af de elektroladede monstre.

Klæbrigt klam idé
Filmens fundamentalt-eksistentielle gyserelement fungerer ind imellem på sine egne kejtede præmisser. Én stjerne skal gives for den klæbrigt klamme idé med de usynlige monstre, hvis nærvær får elektriske pærer, bilalarmer og alt andet elektronisk habengut til at lyse, bimle eller dytte. Ellers er der rigeligt at korse sig over i et set up, der er fuldkommen hjælpeløst latterligt, billigt udseende og ujævnt spillet.