Jagten (2012)

Hvor Submarino (2010) var Thomas Vinterbergs seriøse comeback, er "Jagten" et skridt videre i retning mod ægte filmkunst. Det er en skræmmende højaktuel tematik, der indrammer dette psykologiske drama og får hårene til at rejse sig i lynchstemningens massepsykose.

Pædagogmedhjælperen Lucas bor alene i et hus og er et afholdt menneske i lokalsamfundet. Men en dag opdigter en pige fra børnehaven en historie, der straks sætter en lavine i gang. Lucas skal efter sigende have forgrebet sig seksuelt på hende.

Ubehagelig indramning
Filmen beskriver den kompromisløse hetz og betingelsesløse hadsforlæggelse mod Lucas i en både nervepirrende og ubehagelig indramning, hvor Vinterberg aldrig forfalder til det sensationelle.
 

Ærligt dramatisk

Det indebærer en ærligt dramatisk fortællestil, der aldrig går i syltekrukken for at imponere men i stedet stoler fuldt og helt på historiens psykologiske styrker og skuespilkunstens egne spændingskurver.

Fokus på ærlighed
"Jagten" er således en ren filmoplevelse, der fokuserer på ærligheden i de visuelle fremstillinger og en tilsvarende oprigtighed i alle øvrige tekniske aspekter, herunder musik og lyddesign. En stærk inddragelse af den nordsjællandske natur tilfører desuden filmen en nerve og fremdrift, som ingen kunstigt fremstillet spændingsopbygning kunne have matchet.

Voldtægt af fornuftige tanker
Ikke overraskende er Vinterbergs personinstruktion i top. Vi er næsten tilbage på niveau med Festen (1998), og Mads Mikkelsen fører an i et kollektivt koldsvedende massehysteri, der voldtager enhver fornuftig tanke med det samme.