J’ai tué ma mère (2009)

Ualmindeligt moden spillefilmsdebut for den blot 20-årige canadiske instruktør, manusforfatter og hovedrolleindehaver Xavier Dolan: Filmen, der er delvis selvbiografisk, runder mange skarpe kanter i forholdet mellem alenemor og teenagersøn, som det tager sig ud i et moderne Canada.
 

Skændes for et godt ord

Søn og mor skændes for et godt ord og går hele tiden fejl af hinanden i et mislykket parløb, hvor sønnen er godt i gang med at blive voksen. Så lidt taler de sammen, at moren finder ud af sønnens homoseksualitet ved et akavet tilfælde. Og herfra tager dramaet kun til i styrke...

Ærligt udtryk
Det er en film med et ærligt og meget følelsesladet udtryk, som oftest eksponeret i lige dele tilsyneladende uløselige konflikter og introvert eftertænksomhed. Her veksler Dolan stemningsfuldt mellem kunstneriske intermezzi i små tekster og sort/hvide, ekspressionistiske selvportrætter i ultranær.

Tør og oprigtig
Men den primære fortællestil er tør og oprigtig, hele tiden i første parket til det hormonelle drama og med en veldoseret formidling af hovedpersonens seksualitet – delikat og raffineret.

Flammende kampe
Centralt for filmens stærke udtryk er de nævnte flammende kampe mellem mor og søn – spillet slår gnister. En anden væsentlig force ved filmen er de mange musikløse scener, der fremstår nøgent i en besættende ærlig intensitet.

Betragtninger på skæbnedansen

Desværre er der en tendens til øget brug af musik, efterhånden som filmen har taget sine afsæt og vikler sig ud mod mere generelle betragtninger på skæbnedansen.