Sommersturm (2004)

    En flok unge roere skal deltage i en konkurrence, men det er mere de seksuelle tiltrækninger - eller manglen på samme - der stjæler billedet.


    RO PÅ, BØSSE!

    Her er en tysk ungdomsfilm, der ikke sætter sit homoseksuelle tema under en skæppe - desværre! For temaet er præsenteret i en latterliggørende og overdrevent klichémættet tone, der skaber bad will snarere end forløsning.

     

    Smuk start

    Det starter ellers smukt med en nydelig intro, hvor en musikalsk ballade af Nada Surf bistår sarte slow motion-billeder af to glade unge mænd i delikat beskårede kompositioner.

    Ikke naturligt
    Men allerede fra den egentlige handlings begyndelse, begynder det at gå skævt: Filmen bliver aldrig naturlig i sin omgang med det mere end antydede homoseksuelle tema.
     

    Ungdommens krimskrams

    Et succesrigt hold unge roere skal sammen til konkurrence i det smukke sommerland. Selvom de er disciplinerede, er det alligevel al ungdommens krimskrams udi kærlighed og sex, der stjæler billedet - og dét i meget udtalt grad. Holdets profil, Tobi, har et godt øje til sin gode drengeven, Achim, der omvendt har et mere end godt øje til sin pigekæreste.
     

    Homofobisk lejrstemning

    Da det viser sig, at et helt bøssehold skal deltage i rostævnet, kan det nok være, at der spreder sig en homofobisk stemning over lejren: Ikke ligefrem de bedste forhold, skulle Tobi beslutte sig for at springe ud.

    Alt går skævt
    Homofobi og forsmåede pigekærester, der føler sig gået og snydt er centrale temaer i filmen herfra. Der er stort set intet, der vil lykkes. Alle går skævt af hinanden; på nær et enkelt elskende par, der til gengæld boller midt ude i skoven, mens det stormer og lyner! Bøsse-roholdet er skildret med en høj grad af usmagelig ekstremisme, der mere end noget andet kan medvirke til at forme en homofobi hos sarte sjæle.

    Overtegnet billede
    Nuvel, der kan være eksempler på høj grad af promiskuøsitet og mindre grad af subtil pli og elegance hos nogle bøsser, men dette billede er overtegnet. Generelt fornuftig brug af filmmusik, men nogle scener druknes dog usmageligt i et ocean af sprøde toner.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2004, Tyskland, Drama, Romantik, Teenagere, Homoseksuelt tema, 98 min.

    Dansk titel: Summer Storm
    Instr: Marco Kreuzpaintner Prod: Jakob Claussen, Uli Putz, Thomas Wöbke Manus: Thomas Bahmann, Marco Kreuzpaintner Foto: Daniel Gottschalk Klip: Hansjörg Weissbrich Mus: Matthew Caws, Niki Reiser
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation