Der var engang en krig (1966)

I en udsøgt, stilistisk perfektionistisk sort/hvid fotografering træder dette portræt af Danmark under besættelsen ind i de voksnes rækker, fulgt af filmens hovedperson, 14-årige Tim.

Elegant, men firkantet
Det er pænt, det er ærligt, og det er i vid ustrækning præget af ægthed. Palle Kjærulff-Schmidts iscenesættelse bærer det florlette pubertetsmelodrama elegant, men også lovlig firkantet hen over det brændende bål af Danmark under besættelsen.

Krig som adspredelse
14-årige Tim er ikke ubetinget trist over situationen. At der er tyske soldater i byen og en luftalarm engang imellem, ændrer ikke ved hans mod på tilværelsen og voldsomme fascination af den noget ældre Lis. Han tramper kry i sin elegante herrecykel gennem villakvartererne og bruger meget af sin (skole-)tid på at dagdrømme om sig selv som helt, hvilket billedliggøres i fire lange drømmesekvenser.

Krigen som kulisse
Krigen er således en kulisse og en birolle i portrættet af Tims (livs)lyst. Mere end noget andet synes Kjærulff-Schmidt at dyrke ungdommens flygtighed og forvirrede kærlighedsstrejf. Hér er filmen ikke ubetinget vellykket. Den vignetagtige karakter i hele den narrative krop er for forstyrret og ender i en lidt for distanceret tilgang til både krig og dreng.

Drømme-sekvenser
Særligt de (alt for) lange drømmesekvenser – hvor Tim drømmer sig magtfuld og begæret – tapper energien fra den centrale hverdagshistorie og gør den mindre blødende og vedkommende.

Ren og uskyldig
Det ændrer dog ikke ved, at filmen som helhed står rent og uskyldigt som et af de mere elegante og visuelt raffinerede danske krigsdramaer. Stærkt spil af særligt unge Ole Busck hjælper filmen på vej, men ikke alle væsentlige (og uvæsentlige) roller er lige stærkt formidlet.