Copie conforme (2010)

Den iranske instruktør Abbas Kiarostami er generelt vedtaget som en "stor filmkunstner" og har vundet international anerkendelse med sine ofte meget stillestående film om små og store eksistentielle dramaer. I den hjertelige, lille børnefilm Hvor er min vens hus? (1987) fascineredes man af det iranske børneperspektiv, men lulledes også til dels i søvn af det stillestående filmsprog og de mange gentagelser.

Særlig stil
Nu har Kiarostami fået ’internationalt format’ og hermed frit spil til at udfolde sin særlige stil for et lidt bredere publikum. Og det er lidt af et skisma at skulle kritisere en film for sin rolige og omhyggelige stil, men det er ikke desto mindre nødvendigt.

Svulstig ekshibitionisme
"Copie conforme", der på dansk har fået den mere salgbare titel "Mødet i Toscana", er dybest set, hvad man kan kalde forstillet filmkunst. Der ligger flere lag af svulstig ekshibitionisme i den tiltagende teatralske historie, og denne selvhævdelse kommer paradoksalt nok til at fremstå meget mere støjende, når formen er så ultra-rolig, som det er tilfældet i Kiarostamis instruktion.

Opmærksom på sig selv
Filmen gør nemlig i ekstrem grad opmærksom på sig selv og sin leflen for en akademisk målgruppe i kraft af de meget lange klip og den meget rolige kameraføring - men ikke mindst på grund af det sart surrealistiske plot, der over-indbyder til fortolkning, så det driver ned ad biograflærredet.

Tiltrukket af charme
Kunsthandleren Elle møder en britisk forfatter i Toscana. Hun er betaget af hans viden og utvivlsomt tiltrukket af hans charme. Da hun bliver nødt til at gå midt i hans forelæsning, efterlader hun sit telefonnummer - og snart mødes de i hendes lille antikvitetsforretning.

Grænserne udviskes
På udflugt i omgivelserne kommer de tættere på hinanden - gennem heftig dialog om tilværelsens små og store udfordringer. Snart udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed i et tiltagende teatralsk skuespil, hvor de spiller slidte ægtefæller.

Helt og holdent udramatisk
Filmen er helt og holdent udramatisk - på trods af det tiltagende melodrama mellem mand og kvinde. Kiarostami holder bevidst tempoet i fortællingen nede under sneglefart - så man får tid til at sluge det begivenhedsløse, men fortolkningskrævende møde i Toscana.

Sneglefart
Sneglefarten og det naturlige filmsprog er en hjertelig hyldest til livet, som det udspiller sig i den virkelige verden: Uden musik og heftige klip - men i en film som denne bliver stilen mere end noget andet forstillet, og så skriger det til himlen, snarere end går direkte i blodet. Juliette Binoche vandt prisen for bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Cannes. Prisværdigt spil, ja - men ikke i nogen prisvindende klasse. Bedre - og med beundringsværdig jordforbindelse - er hendes modspiller, William Shimell.