Life of Pi (2012)

Fortryllende smukt og eventyrligt medrivende drama: "Life of Pi" imponerer med et flot resultat af en fireårig mastodontproduktion.

Rygrad af visuelle effekter
Instruktør Ang Lee er tovholder på det svulstige projekt, og han er lykkedes overbevisende med at forme et eventyr, hvis rygrad primært består af visuelle effekter.

Troværdigt
Og netop de visuelle effekter er af overordentlig væsentlig betydning for filmens troværdighed. "Life of Pi" havde ikke kunnet realiseres uden dem – og havde der været bare den mindste slinger i valsen, ville historien blive et flop.

Forførende oceaner
Teknologien er her i 2012 nu så overbevisende, at man med fuld tilfredshed kan læne sig tilbage og lade sig forføre af computergenererede dyr, oceaner og landskaber. Hér er "Life of Pi" nærved perfekt.

Ingen almindelig overlevelsestur
En forfatter interviewer den eneste overlevende fra et skibsforlis mange år tilbage. Dengang reddede drengen Pi sig ombord på en redningsbåd midt på Stillehavet. Men det var ikke nogen almindelig overlevelsestur.

En lyslevende tiger til søs

Med ombord på båden var nemlig en lyslevende tiger – et flot bengalsk eksemplar fra drengens fars zoologiske have. Nu gælder det om at holde tungen lige i munden. For hvordan kan man klare både at overleve havets luner og samtidig skulle undgå at blive ædt af en tiger?

Melodramatisk snask
Filmen er et episk eventyr. Ind imellem for episk. Ang Lee har en tendens til at smøre lidt for meget melodramatisk snask på en i forvejen følelsesladet scene, så den kammer over i det let slibrige.

Sobert udtryk
Men generelt er "Life of Pi" overraskende sober i sit udtryk: Musikken klinger noget af efter en frygteligt anmassende indledningsfase. De fascinerende billeder fra det åbne hav suppleres gudsfrygtigt af sprødt illuminerede drømme, hvor dybder i mere end én forstand sætter de stærke begivenheder i perspektiv.

Ekstravagant visuel
Hér henter filmen sin største styrke: Den er ekstravagant visuel, men billederne bliver flertydige, grænsende til det religiøse. Netop det religiøse aspekt ulmer i en hårfin balance, som Ang Lee ikke mestrer til perfektion. Igen må det siges, at der af og til plumpes i det let til jævnt sukrede ocean.

Ingen pragtpræstation
Debutanten Suraj Sharma har en pæn portion naturtalent og charme til at søsætte filmens menneskelige nerve, men nogen pragtpræstation er det ikke.