Kon-Tiki (2012)

Billedligt nydelig, men generelt lovligt lineær gendigtning af den norske videnskabsmand Thor Heyerdahls spektakulære færd over Stillehavet i 1947.

Det episke udtryk
Det er en film, der slår sig fuldt og helt op på det episke udtryk – i en let bittert smagende "stornorsk" selvforherligelse og uden nogen form for perspektivering.
 

Egne teorier bekræftes

I 1947 bygger Thor Heyerdahl en stor tømmerflåde for at bekræfte egne teorier om, at folkevandringen til Polynesien i Stillehavsområdet kunne være foregået over havet fra Sydamerika.
 

Veltrænede mænd

Sammen med en håndfuld ambitiøse (og generelt veltrænede) mænd begiver han sig ud på en over 100 dage lang rejse i bølgen blå, og filmen skildrer de farefulde udfordringer i skiftende humør og vejrlig.

Solbrændte torsoer
Veltrænede, solbrændte torsoer og fuldskæg i proces udstår i fællesskab de mange psykiske og fysiske prøvelser om bord på den intimsfæreoverskridende flåde.

Lineær tilgang
Filmen tilgår sit historiske og videnskabeligt bredt anerkendte materiale fuldkommen lineært, og der opstår ikke på noget tidspunkt undervejs en scene eller en stemning, der kan siges at komme som en overraskelse. Og det behøver man ikke at have studeret Heyerdahl og "Kon-Tiki" for at føle: Filmen serverer generelt sine pointer og dramaer i en forhåndsgodkendt forklarende form.

Forudsigelige opbygninger
Alt i hele filmens "fysikalitet" bygger op til de enkelte højdepunkter, og heraf det lineært forudsigelige i hajangreb, valg af musikstemninger og kameravinkler, spændingsophobninger og -udladninger. Det fjerner unægtelig en del af spændvidden i filmoplevelsen, men ødelægger ikke helt udstrålingen fra den teknisk flot gennemarbejdede produktion.

Mudret samspil
Det fuldskæggede samspil på tømmerflåden er temmelig mudret. Filmens form og figurer tillader ikke helt udladninger og psykologisk nerve hos det enkelte individ.