Post tenebras lux (2012)

I hovedkonkurrence i Cannes – og med pris for bedste instruktør – har dette ekspressionistisk lyriske mexicanske filmdrama forført en del blandt eliten af filmbedømmere.

Uforløst
Der er da også tale om en på alle måder anderledes filmoplevelse, der ind imellem glimrer med sine sværmeriske drømmesekvenser. Men som helhed er "Post tenebras lux" helt og holdent uforløst.
 

Det perfekte liv?

Juan er flyttet på landet sin familie. Langt ind i den mexicanske vildmark... i en søgen efter det perfekte liv. Familien møder en fremmed verden, som de både betages af og kommer på kant med, og snart jages de af dæmoner – både egne og andres.

Spring i tid og rum
Dette er det mest præcise, man kan sige om filmens "handling". Handlingen er nemlig udflydende, svært tilgængelig og præget af sping i tid, rum og livsfaser.

Enkeltstående stemninger
Heraf det uforløste: Den gode historie udebliver. Tilbage er en endeløs række af utroligt langstrakte scener, der nok er smukke i deres indfangelse af naturens skønhed, men som forbliver enkeltstående stemningsbilleder, subtilt forfinet efter alle kunstens regler.

Ingen spændingsudlading
Det kan nok være en "frisk" idé at lade drømmenes, fortidens (eller fremtidens) sfærer omkranse af fiskeøjefilmet uskarphed, men det ændrer ikke ved, at spændingsudladningen udebliver. Flot lydbillede, hvor en musikløs kærtegnelse af naturens egne lyde forstærker det grænseløse livsportræt.