The Man Who Fell to Earth (1976)

Mere end noget andet står Nicolas Roegs uligevægtigt overambitiøse scifi-drama "The Man Who Fell to Earth" i dag som dén film, der sikrede musikeren David Bowie en karriere som skuespiller. Filmen blev Bowies debut i en hovedrolle, og på mange måder står Thomas Jerome Newton-rollen da også perfekt til den blege, radmagre og androgyne Bowie.

I en menneskelignende skal

Thomas Jerome Newton er den borgerlige, menneskelignende skal, som Bowie indtager for at kunne erobre Jorden med en plan, der skal sikre hans egen hårdt prøvede planet (og kernefamilie) et sted langt borte.

Lidt af en kattepine

Med sig har han potentielle patenter for millioner af dollars, men før han kan blive rig og rejse, havner Newton i lidt af en mellemmenneskelig kattepine, hvis mulige vildveje han nok ikke var helt forberedt på hjemmefra.

Genstand for fascination og forelskelse

Han bliver genstand for Mary-Lous (Candy Clark i filmens bedste præstation) fascination og forelskelse og må sno sig for ikke at havne i regulære intrigante og magtliderlige net mellem de mænd, han omgås.

En vis fascinationskraft

Der er bestemt en vis fascinationskraft i hele opbygningen af dette yderst særprægede scenarie, baseret på en roman af Walter Tevis (The Color of Money (1986)). Særligt i de indledende scener, hvor hysteriet endnu ikke har taget teten.

Et sted mellem tre stole

Men desværre havner iscenesættelsen et sted mellem tre stole, hvor flere mangler et par ben. Og denne zigzaggen bliver både frustrerende og en kende frastrødende, efterhånden som dramet mister jordforbindelse (også i en mere kosmisk betydning.)

Konglomerisk musik

Alt for meget konglomerisk og uklædelig underlægningsmusik lukker nærmest konstant delvist ned for filmens luftveje. Der er optrin til noget stort i Anthony B. Richmonds (Candyman (1992)) fotografering, men fascinationen udebliver i takt med, at dramaet tager overhånd.