Dreng (2010)

Peter Gantzler spillefilmsdebuterer her som instruktør med et ganske fint og hjerteligt resultat, der dog præges af en del usikkerhed. Stilen er betagende rolig, skuespillet er ikke overinstrueret – i det store og hele er Gantzlers debut helt nede på jorden.

Famlende
Men i karakteristikken af de store mellemmenneskelige dramaer, den vilde seksualdrift og vejen mod voksenlivets alvor er "Dreng" alligevel noget famlende, grænsende ind imellem til det lidt komisk umodne: 18-årige Christian bor sammen med sin mor i en lejlighed i København. Han er lige blevet student og er startet som medhjælper hos gårdmanden i ejendommen.

Slår gnister

Da han møder den 36-årige Sanne, slår den seksuelle tiltrækning straks gnister. Christian er ikke interesseret i jævnaldrende piger, og nu oplever han for første gang, at hans sande drifter bliver sat i kog. De to indleder et hedt forhold. Christians mor er fordomsfuld, da hun hører om aldersforskellen (i en kejtet og noget forskruet scene), og er Christian selv klar til at indlede et forhold, hvor der oven i købet følger et bonusbarn med?

Tabubelagte konfrontationer
Usikkerheden, identiteten, seksualiteten. Det er filmens fremdrift, og Gantzler er ikke bange for at tage de tabubelagte konfrontationer. Problemet er blot, at de store tabuer brydes ganske uden ynde. Der er snarere en lidt pubertært famlende umodenhed over berøringen og håndteringen, og "Dreng" stikker således ikke ret dybt.

Et ægte portræt
Alligevel er portrættet af det hvileløse unge hjertes gyngende gang både rørende og ægte. Sebastian Jessen er den bedste spiller i Gantzlers kammerensemble, der også omfatter ham selv som lettere alkoholiseret gårdmand. Marie Louise Wille formår en vis eksplosiv seksuel udstråling, der trods alt gør de frække møder nogenlunde troværdige. Brugen af musik er pænt begrænset.