Undertow (2004)

David Gordon Greens tredje film som instruktør er mere vellykket end hans senere Prince Avalanche (2013) og især den tematisk beslægtede Joe (2013). "Undertow" er en ærlig og medrivende fortælling om to sagesløse brødre, der selv må tage vare på eget liv og sikkerhed, efter deres enkefars stedbror pludselig dukker op og ændrer verden for altid.

En stille tilværelse...

Familien med de to brødre fører en stille tilværelse på en lille grisefarm langt ude på landet. Enkefar John (Dermot Mulroney), teenagesøn Chris (Jamie Bell) og hans 10-årige lillebror Tim (Devon Alan) vil bare gerne passe hverdagen, men da farens bror Deel (Josh Lucas) uventet kommer på besøg, er der ingen, der kan forudsige dét kaos, han kommer til at sprede. Snart er Chris og Tim på flugt i vildnisset, hele tiden jaget af deres onkel.

Vidunderligt spillet

"Undertow" lever virkelig højt på det vidunderlige skuespil, først og fremmest fra det unge af de to broderpar, Jamie Bell og Devon Alan. Følt og nuanceret spil i roller, der er stærkt og begavet skrevet. Også Dermot Mulroney og Josh Lucas er skønne, men på en helt anden måde – inden længe bliver det som følge af handlingens udvikling især Josh Lucas, der kommer til at træde frem.

Befriende lineær

Fortællingen er befriende lineær, og begivenhederne falder let og ubesværede – i en tiltagende uhygge, hvor barnets og teenagerens tarv ikke ligefrem er i højsædet. En fascinerende inddragelse af naturen som kulisse giver filmen masser af luft under vingerne, mens der kunne have været ønsket langt mindre anvendelse af Philip Glass' musik, der nogle steder er decideret fejlcastet med minimalistisk truthorn ud over det hele.