Tales from the Gimli Hospital (1988)

Dette canadiske stykke sort/hvide, 16mm-filmede mystik er en omkuldvæltende alternativ filmoplevelse, som med garanti ikke alene deler vandene, men også er så ustruktureret, at den kræver en tilskuer af den lidt mere hærdede karat.

Grotesk fabel

"Tales from the Gimli Hospital" er instruktør, manusforfatter, fotograf og klipper Guy Maddins i grunden enestående groteske fabel, der i vid udstrækning låner både stemninger, genrer, stilelementer og fascinationer fra en lang række filmhistorisk vidt forskellige grene og personer.

Ligner intet andet

Døm selv, hvor filmverdenerne krydser hinanden – og dét er vel at mærke i en filmoplevelse, der ikke tåler sammenligning med noget andet, du tidligere har set.

En "islandsk saga"

"Handlingen" er reelt en "islandsk saga" – i hvert fald bliver historien om ensomme Einar og hans sygekammerat Gunnar genfortalt til to børn af deres bedstemor på Gimli Hospital: Børnenes mor ligger døende i sengen lige ved siden af.

Alternative sygesenge

Einar og Gunnar ligger selv i meget alternative sygesenge, nærmere bestemt på hårde brædder med hul ned til en kreaturstald, så lidt varme kan sive op fra dyrene til de to patienter...

Filmisk grænseløst

I en udtalt legelysten og filmisk grænseløs omgang med mediet og alle dets simpleste virkemidler evner Guy Maddin at indkapsle noget både absurd, galgenhumoristisk og gravalvorligt i den springende, højspændte dramatik, der mest af alt lever i de blændende sort/hvide billeder og deres lyssætning.

Bevægelse og dynamik

Her er drømmene intakte, samtidig med, at det uafklarede i fortællingens æterisk sværmeriske stil fascinerer, snarere end forvirrer – en bedrift i sig selv. Også på lydsiden er der hele tiden bevægelse og dynamik i en musik, der blander alle mulige retninger, hvor det mest af alt kommer til at lyde som et Wagnerværk spillet baglæns.