Dunkirk (1958)

Sammenhængende film:

Dunkirk (1958)

Dunkirk (2017)

Stort anlagt britisk krigsfilm – stjernespækket og på alle måder omfattende. Desværre er der for lidt troværdig krigskoreografi og alt for meget sniksnak, fyldstof og kedelig kulisse. Og dét får 135 minutter til at føles af meget.

To historier i én film

"Dunkirk" er to historier i én film: En britisk korporal i Frankrig får ansvaret for sine mænds liv, da deres officer bliver dræbt. Han er nødt til at få dem tilbage til Storbritannien. I mellemtiden trækkes britiske civile ind i 2. verdenskrig med Operation Dynamo, der skal få de franske og britiske styrker tilbage fra Dunkerques strande. Nogle hjælper beredvilligt, andre er mindre tilbageholdende.

Af den tørre kaliber

For en krigsfilm af den gamle skole at være, er "Dunkirk" af den tørre kaliber. Eksempler på samtidige vellykkede søsterfilm er Anthony Manns Men in War (1957) og den tre timer lange, episke The Longest Day (1962) – begge dog med amerikansk udgangspunkt.

Køres på rutinen

I Leslie Normans omhyggelige iscenesættelse køres der meget på rutinen i nævnte langstrakte optakt, intrige og militærstrategi – før det endelig går løs, og lidt af dampen lukkes ud. Men det er ikke meget action vi får, spændingsophobningen taget i betragtning.

Krigsstemninger

Ikke overraskende fungerer "Dunkirk" bedst, når optagelserne rykker udendørs og indfanger de krigsstemninger, der alt andet lige forventes at være filmens grundsubstans. Det er også hér, det digre batteri af talentfulde skuespillere har det sjovest.

Ukarakteristisk musik

Musikken af Malcolm Arnold er bemærkelsesværdigt ukarakteristisk for en komponist, hvis både film- og seriøse musik (herunder ni blændende symfonier) ellers altid er præget af stor idérigdom og originalitet.

Mere tilbagetrukket, heldigvis...

Dog er det et kæmpe plus, at musikken i denne 1958-udgave af "Dunkirk" er så uhyre meget mere tilbagetrukket, end det er tilfældet i Christopher Nolans gendigtning fra 2017.