Blue Ruin (2013)

Hævn kan antage mange farver, men for at den skal lykkes, kræves en vis form for viljestyrke, men (i USA) også evnerne til at håndtere blank- og skydevåben. Det er et af handlingens skismaer i Jeremy Saulniers "Blue Ruin".

Farvel til familielivet

Her har den forhutlede, hjemløse Dwight (Macon Blair) for længst vinket farvel til familielivet og bor nu på bagsædet af en udtjent personbil. Ind imellem finder han lidt madaffald i affaldsdynger rundt omkring. Men meget står for at skulle ændre sig...

Tid til at opruste

Dwight erfarer nemlig, at en gammel rival og grum bandit bliver løsladt fra fængslet, og Dwight er nu nødt til at opruste – hvilket også indebærer en større "krops"-barbering – i forsøget på at stå stærkere, når hævnens time uundgåeligt indfinder sig.

Flot mørk stemning

Stemningen er flot mørk, og præmissen er ikke uden muligheder, men "Blue Ruin" lykkes ikke helt med at bibringe fantastiske nyheder til det ellers bebudede fornyende take på krimigenren. Ydermere synes flere af rollefigurerne og de situationer, de bliver sat ind i, en lille smule villede. Og dét får filmen til at miste en flig af sin troværdighed.

Lidt ved siden af

Macon Blair spiller således lidt "ved siden af", hvad der helt går rent ind i den svulstige kriminalbetændelse af en historie – forfattet af filmens instruktør Jeremy Saulnier. Men det er trods alt mindre ærgrelser i en filmoplevelse, der samtidig både er dygtig til at udnytte sine locations og som i grundstrukturen har godt fat om genrens grundpiller.