Méandre (2020)

Sælsom og til tider metafysisk disponeret franskproduceret gyserfilm, der vinder på et blændende produktionsdesign, som klaustrofobisk anlagte bør holde sig langt fra. "Meander" er en stort set dialogløs og meget langstrakt kamp for overlevelse, som oplevet af kvinden Lisa (Gaia Weiss), der er fanget i et futuristisk udseende helvede af et tunnelsystem.

Yderst snævre gange og passager

Angiveligt er hun placeret her af dén mand (Peter Franzén), der samler hende op in the middle of nowhere i filmens anslag. Vi får det ikke forklaret, men Lisas nye virkelighed er i hvert fald en række yderst snævre gange og passager mellem oceaner af bekostede, gennemsolidte vægge, lofte og gulve – med indslag af led-lys og med lemme, der programmeres et sted fra til at gå op og i.

I den sparsomme ilt

Er det manden, der styrer alt dette? Og hvorfor skal Lisa i dén grad tæskes gennem ild og vand (og jages af et hårrejsende monster!), før hun – måske – finder en vej ud? Svaret blafrer i den sparsomme ilt i de snævre gange, men en metafysisk slutning lægger op til eksistentiel perspektivering.

Klaustrofobisk helvede

Det er ikke i disse æteriske lag, filmen har sin force. Dem havde vi sådan set gerne været foruden. Men det er peanuts i en actiongyser, der i nærmere 85 % af tiden udelukkende udspiller sig ombord i det klaustrofobiske helvede, og hvor prøvelser af bibelske dimensioner står på nakken af hinanden.

Stor undren

En stor og pirrende undren breder sig i mødet med den begavede måde at genfortælle Lisas helvede på. For her er bare ingen forklaringer. Og vi gennemlever fyisk såvel som psykisk den udvidede kravletur sammen med vores stærkt udfordrede hovedperson.

Stringent udnyttelse

Det er visuelt flot og i en stringent udnyttelse af nerven i frygtens epicenter, en slags moderne skærsild i stål og glasfiber. Hér præsterer Gaia Weiss meget flot i den krævende og næsten ordløse hovedrolle. En mindre udbredelse af den (forkert castede) underlægningsmusik havde klædt filmoplevelsen.