Butcher, Baker, Nightmare Maker (1981)

Klassisk hyperventilerende amerikansk 1980'er-teenagergys, der bl.a. havnede på den britiske Video Nasty-liste, fordi den regnedes for alt for hård kost for særligt ungdommen. Den slagfærdige titel "Butcher, Baker, Nightmare Maker" giver ikke mange hints om den betændte familieaffære i handlingen, men henad vejen er der til gengæld garanti for maksiamalt blus på (psykiatrisk/psykopatisk) kvindevanvid.

Krænger vrangen ud på sig selv

Det er Susan Tyrrell, der krænger sig selv ud på vrangen i en spektakulær (omend i nogle sammenhænge lige tanden for teatralsk) præstation som vanvidstanten Cheryl, der vil gøre alt for at fastholde sin 19-årige nevø Billy (Jimmy McNichol) i sin magt og varetægt. Billy mistede som helt lille sine forældre til en bilulykke. Noget, vi præsenteres for i det dramatisk anslag – komplet med telefonpæl direkte gennem vindspejl (og daddy).

Skingrende, rablende vanvittig

Nu er barndommen overstået, og Billy er begyndt at tænke i nedreregionelle retninger som supplement til sin ret habile basketballkarriere i gymnasieregi. Cheryl kan ikke tåle, at Billy er ved at forsvinde fra hendes (over)magt, men Billy er omvendt ved at kunne lægge brikkerne i tantepuslespillet: Hun er skingrende, rablende vanvittig og slår bl.a. en tv-reperatør ihjel, fordi han ikke vil dikkedikke med Cheryl, der ellers – desperat efter en omgang diller – har sørget for friskmalede læber og tæer!

Ætsende, nedladende homofobi

Detective Carlson (Bo Svenson) er snart på sagen, og hér træder et nyt element ind i handlingen: Et homoseksuelt tema centreret om den afdøde tv-mand, der angiveligt var kæreste med Billys basketballtræner. Politimanden er ætsende, nedladende homofob til fingerspidserne og antyder nu, at også unge Billy er bøsse, selvom han pigekærester med Julie (Julia Duffy).

En ujævn filmoplevelse

"Butcher, Baker, Nightmare Maker" er en ujævn filmoplevelse. Helt i tråd med, hvad der er salgbart, sørges for rigeligt med bar overkrop (i særdeleshed den yderst veldrejede Billy, der også gerne spiller basketball kun iført tidens lidt for korte shorts). Men filmen vil allerhelst hyppe sin tiltagende psykopatiske kardanaksel, der beredvilligt snurrer under maskineriet og fører gysene frem mod det hysteriske klimaks.

Mindst 100 % bindegal

Hér er det centralt, at Susan Tyrrell giver alt i den mindst 100 % bindegale tanterolle. En præstation, der kræver anerkendelse trods det let overspillede snit. Generelt er filmen pænt spillet, men ofte ufrivilligt komisk i replikskifte og situationer. Spændingen er ikke konstant, og filmen vakler ofte på kanten af afgrunden, men der er centrale scener af fin timing udi psykopatisk gyserelegance.