Weekend (2011)

Ærlig, intim og ukrukket homoseksuel kærlighed af den lidt mere "heteroseksuelt" tilnærmelige kaliber: "Weekend" vandt gehør hos et bredt publikum for sit troværdige portræt af to mænd, der bliver skudt i hinanden.
 

Hvileløse hjerter

Et par hvileløse unge mænd, begge bøsser, støder tilfældigt på hinanden på en bar, og selvom de umiddelbart synes at være meget forskellige, opstår der en gnist, der ikke sådan lige lader sig kvæle af en af elskovens svedperler.

Hård afsked
Men kvæles skal den, for den ene af fyrene har det ene ben langt væk hjemmefra og planlægger ikke at komme tilbage. Det bliver en hård afsked ovenpå to dages vanedannende kærlighedens eliksir.

Ærligt billede
"Weekend" vinder på sit usædvanligt ærlige billede på tilnærmelse, sex og flosset forelskelse. Særligt i første halvdel gås der tæt på. Den frustrerende usikkerhed og underligt pinlige intimidering de to imellem står malet i dybe, og dog af ungdommen endnu usynlige ansigtsrynker.

Der rammes plet
Det er smittende – og ingen udelt smilende filmoplevelse. Så meget desto mere stærk og tankevækkende, idet der rammes plet i skildringen af det rastløst og delvist forhåndsopgivende udi homofiliens kærlighedskunst.

Mindre slagside
Filmens anden halvdel udvikler en mindre slagside mod det let til jævnt uklædelige mainstream. Dette tydeliggøres ikke mindst ved, at her pludselig kommer underlægningsmusik. Det er ikke meget, men i forhold til den stærke første halvdels tavshed er det signifikant.

Nervedulmende flirt

Fyrenes nervedulmende flirt med alkohol og stoffer er måske også en tand for arketypisk storbyungdommeligt. I hvert fald kunne man ønske sig en endnu større nærhed og tilstedeværelse i den utilslørede væren.

Stærke præstationer
Stærke præstationer højner filmoplevelsen betragteligt. Afgjort bedst er Tom Cullen som den charmerende og helt igennem oprigtige Russell.