Under den gamle Fane (1932)
Vi følger Socialdemokratiets fødsel og får en indføring i alle de lyksaligheder, det nye parti bringer med sig.
(BEVIDST) GAMMELDAGS PROPAGANDA
Stort anlagt hyldest- og propagandafilm produceret for AOF som markering af Socialdemokratiets første vækst, storhedstid og kampgejst i Danmark. Optaget i 1932 som farvetonet sort/hvid stumfilm (i den oprindelige version tilmed med mellemtekster i "krøllede bogstaver") er der ingen tvivl om, hvilken stil og epoke, der ønskes hyldet, og lagt i hænderne på Olaf Fønss er stumfilmsæstetikken da også sikret.
Premiere i Folkets Hus
"Under den gamle Fane" havde premiere i Folkets Hus (hvor ellers?) den 12. oktober 1932 – med undertitlen "Frem mod nye Tider". Filmen lanceredes sågar med et program, hvor der på bagsiden var en indmeldelsesblanket: "Undertegnede indmelder sig herved i det socialdemokratiske Parti". Fortællingen er inddelt i et forspil og et par akter.
Eksklusivt farvetonet
Den næsten timelange propaganda er i dag afgjort mest interessant ud fra et historisk – og i nogen grad også æstetisk – perspektiv. Trods den åbenlyse partiske vinkling udgør fortællingen et stumfilmsæstetiseret drama, der særligt fint inddrager såvel interiører som eksteriører i nævnte ekslusivt farvetonede fotografering (orange og blå er favoritterne).
Bevidst gammeldags
Således vækkes start-1930'ernes bygninger, butikker, bilpark og stuer skønt til live i den for samtiden så velkendte forkærlighed for udendørsoptagelser, men samtidig fremstår fortællestilen (bevidst) gammeldags, hvilket selvsagt har været formålstjenligt, idet filmen netop ønsker at hylde de gæve kæmpere fra tiden omkring de første socialdemokraters "indtog" i Danmark.
Agerer som forventet
De mange etablerede skuespillere agerer helt som forventet i en noget karikeret spillestil, der hylder det teatralske – og begrænset af den politiske dagsorden, hvor alt socialdemokratisk er lig med evig succes, samfundsgevinst og (social og økonomisk) fremgang.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1932, Danmark/KortDok, Drama, Propaganda, Børn på film, Biler på film, 51 min.
Dansk titel: Under den gamle Fane- Gerda Madsen (Ane Sørensen)
- Sigurd Langberg (Anders Sørensen)
- William Bewer (Bertel Sørensen)
- Semmy Henriques-Nielsen (Marie Sørensen)
- Randi Michelsen (Ellen Sørensen)
- Svend Bille (Jens Jensen)
- Karen Lykkehus (En sygeplejerske)
- Peter Nielsen
- Robert Schmidt
- Aage Fønss
- Paul Rohde
- Olaf Fønss
- Leif Ørnberg
- Hugo Bruun
- Christian Eriksen
- Christian Maagaard Christensen
- Svend Bille
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation