The Triangle (2016)
Et filmhold tager langt ud i bushen for at dokumentere en gruppe hippier, der lever i deres helt eget lille samfund. Men noget er helt galt derude...
"MOCKUMENTARY"-UDKANTSGYSER
Middelmådigt fascinerende found footage-gyser, der i nogen grad slår sig om som en slags "falsk dokumentar", dvs. en mockumentary. Men "The Triangle" er først og fremmest en independent-gyser, der kender til genreformlerne, men som aldrig kommer reelt ud over rampen med sine mystiske begivenheder.
Langt ude i ødemarken
Et lille dokumentarfilmhold, der i teorien spiller sig selv, tager meget langt ud i ødemarken et ukendt sted i Montana. Her skal de forsøge at dokumentere hverdagslivet hos en gruppe amerikanere, der har bosat sig midt i ingenting og lever helt isoleret fra det gængse samfund. Langsomt, men sikkert går det op for filmfolkene, at der er noget helt galt i lejren, hvor en kaotisk sygdom spreder sig. Måske har det noget at gøre med det mystiske skelet, de finder i en nærliggende grotte...
Kommer aldrig i gang
"The Triangle" er meget lang tid om at komme i gang. Reelt kommer den faktisk aldrig i gang, og det skaber en fesen fornemmelse. Takterne er der til at forme en mystificerende stemning, men der skal ledes meget længe efter et blot moderat velfungerende gys.
Håbløst disponeret brummetone
Langt det meste af handlingen udspiller sig i den trekantsformede teltlejr, hvor vi skal forsøge at opbygge en art identifikation med de hippiehysteriske typer. Det lykkes aldrig, og filmoplevelsen tynges desuden af en håbløst disponeret underlægningsmusik, hvor især den iknæsænkende brummetone fjerner al potentiel fokus fra den hjemmevideofilmede "virkelighed".
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2016, USA, Mystik, Gyser, Bjerge på film, Biler på film, 94 min.
Dansk titel: The Triangle- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation