Revolutionen i vandkanten (1971)

Thomas Winding spillefilmsdebuterede hér som instruktør med lidt af et familieprojekt både foran og bag kameraet. "Revolutionen i vandkanten" er mere end noget andet 1970'er-hippie/hysterisk, farcekomisk nonsens, der nok giver "mening" i kraft af sine alternative anstrengelser, men som stort set ikke på nogen måde er særligt vellykket.

Fragmentarisk "handling"

Det var ganske givet kun Thomas Winding selv, der kunne beskrive filmens fragmentariske "handling" – i sig selv en bedrift overhovedet at forsøge at kontekstualisere en så springende og komisk overgearet affære... idet filmens hensigt må antages at være formålsløs formålsrettethed, for nu at bringe Kant ind i ligningen.

En revolution?

Thomas Winding om filmen: "En idiotisk militærperson tager magten fra en anden idiotisk militærperson, og befolkningen synes, at alting ligner sig selv. Derfor ser man kun den nye militærperson den dag, han bliver indsat, og den dag, han bliver smidt ud igen. Han bliver samlet op i strandkanten og smidt af i strandkanten igen. Det var dén revolution. Ellers er alt ved det gamle. Folk piner og plager hinanden, plager sig selv, opfinder guder, lider af jalousi og ser spøgelser."

I glemmebogen

"Revolutionen i vandkanten" floppede noget så gevaldigt i samtiden og er siden stort set gået i glemmebogen. I dag er den nærmest avantgardistisk gakkede komedie mest af alt nævneværdig, fordi den er en del af den højt skattede Thomas Windings samlede værk – manden, der først og fremmest blev kendt for sin rolige og unikt klangfulde fortællerstemme på tv og indlæste (børne)bøger.

Syrede mærkværdigheder

Og så er der værdien i den lille række af kendte skuespillere (herunder Ove Sprogøe og Karl Stegger), der optræder som syrede mærkværdigheder med tilsvarende usammenhængende volapyk-replikker, mens de alle kvabber rundt på den danske sommerstrand og ytrer sig om små og store samfundsspørgsmål.

I vand til anklerne

Ellers er filmen fyldt med fortrinsvis mindre kendte aktører eller (børne)statister – også de plasker rundt i vand til anklerne, respektive navnlerne, mens de forsøger bare at agere i den indforståede humoristiske (mangel på) ramme. Der er nydelige blikke på strandlivet i Vibeke Windings farvefotografering.