I cormorani (2016)

Flere har i mødet med Fabio Bobbios debutfilm udtrykt nærmest vrede over, at "der jo ikke sker en skid" i handlingen: De to 12-årige venner Matteo (Matteo Turri) og Samuele (Samuele Bogni) kredser rundt i den italienske sommer. De bader lidt i elven, bygger en hule, løber gennem skoven eller ligger og nyder stilheden i solen med et strå i munden.

Kunstnerisk hvilepuls

"I cormorani" er et godt eksempel på en kunstnerisk hvilepuls-film, der absolut ikke er noget for et gængst mainstreampublikum. For der sker vitterlig ikke meget – hvilket netop er filmens helt store force. Hér er der nemlig en instruktør, der tør tage sig al den tid, der behøves, for at kærtegne barndoms- og pubertetslivets flygtige stemninger som oplevet gennem drengenes formålsløse sommerlige formålsrettethed.

Drengelivets allersidste måneder

Det grundlæggende smukke i sommerbrisernes pust gennem trækronerne og den stille rislen fra bækken, der løber ud i elven, hvor drengene bader, er blot få fine stemninger i et totalbillede, der hylder drengelivets allersidste måneder, før puberteten for alvor forventes at sætte ind. Dét er filmens formål, og den lykkes flot med det.

To naturtalenter

I de to drenge har Fabio Bobbio fundet to naturtalenter, der i vid udstrækning spiller sig selv. I Stefano Giovanninis afsøgende, nysgerrige kameralinse står de således som smukke, statuariske fugurer, der ikke har behov for – eller er instrueret i – at spille op til noget ambitiøst i hverken manuskript eller fortællestil. I meget vid udstrækning helt fritaget for underlægningsmusik, hvilket underbygger autenticiteten betragteligt.