Den røde tråd (1989)

Overraskende nok langt fra så dårlig som sit generelle rygte: "Den røde tråd" er ganske vist ingen stor filmkunstnerisk oplevelse, men farcen, der i 1989 var lige dele falde på halen og en semi-kommerciel relancering af succes-popbandet Shu-Bi-Dua, har faktisk hjertet på rette sted og evner at dosere platheder og musikalske indslag.

Det gemte guld

I de døende dage af 2. verdenskrig placerer SS-manden Oberst Heinecken (Thomas Eje) en kasse fyldt med nazistisk guld i et hemmeligt rum på et idyllisk dansk sommerpensionat. 44 år senere vender Heineckens søn (ligeledes Thomas Eje) tilbage for at finde guldet sammen med sine to velklædte bodyguards Hansi (Ulf Pilgaard) og Udo (Peter Andersen).

Kamp til stregen

Men medlemmerne i den tyske trio er ikke de eneste, der har fået nys om guldet. Også efterkommerne til tre allierede soldater (spillet af Shu-Bi-Dua-medlemmer), der besøgte pensionatet i 1945, er på banen – og de kan således give Heinecken kamp til stregen.

Har faktisk en rød tråd

"Den røde tråd" har faktisk en rød tråd, selvom den er både tynd og falmet. Guldhistorien binder 1945 sammen med 1989, og skide være med, at der ses stort på al troværdighed i øvrigt omkring tidernes skiften, aldring m.m. Det betyder faktisk mindre, i og med at farcen har så veloplagte elementer, som det er tilfældet.

Thomas Ejes bedste præstation

Først og fremmest er der vidunderlig timing og situationsfornemmelse at hente i Thomas Ejes dobbeltpræstation som hhv. oberst Heinecken senior og junior. Hans portræt er, med simpel udnyttelse af "volapyktysk" og et hæst signaturgrin, båret af en indlevelse og et komisk talent, der løfter Heinecken-portrættet til Ejes bedste filmrolle overhovedet.

Skøn Ulf Pilgaard

Eje får skøn opbakning fra Ulf Pilgaard som bodyguarden Hansi: Hér er Pilgaard i sit komiske es – igen med skøn udnyttelse af "volapyktysk" og kejtede falde på halen-gestikulationer.

Ubeskrevne blade

Næsten alle de øvrige på rollelisten er ubeskrevne skuespillerblade – dog med frontfigurerne og musikerne fra Shu-Bi-Dua som kendte ansigter i passable roller, der selvsagt ind imellem bryder ud i velkendte evergreens, der passer ind i handlingen.

Ikke noget helstøbt makværk

Ind imellem skriger det hele som ventet til himlen af dumhed og generel idioti, men noget helstøbt makværk er filmen bare absolut ikke. Nostalgieffekten udi Shu-Bi-Dua skal heller ikke underkendes i dén sammenhæng.