In Darkness (2018)
En henrivende, blind ung kvinde terroriseres af en bandit, der erfarer, at kvinden har hørt for meget af en forbrydelse, hvor et offer smides ud fra 2. sal.
HUN HAR HØRT FOR MEGET...
Hun har hørt for meget... den smukke, unge, musikalske – og blinde – filmmusikpianistinde Sofia (Natalie Dormer). Nemlig, da en kvinde angiveligt skubbes ud fra 2. sal og bliver mast flad som en rødspætte på asfalten for foden af en etageejendom i London. Nu ånder gerningsmanden Sofia i nakken. Han vil undersøge til bunds, om Sofia, fordi hun ikke har set noget, kan få lov at gå fri, eller om hun evt. skal lide samme skæbne...
Forudbestemte effekter
"In Darkness" lukrerer på, at sanseapparatets effekter så at sige er forudbestemt på film. Klichéerne omkring særligt blinde kvinder på film (især i gysere og thrillers) ligger klar i arbejdsskuffen, og det er dem, filmen håndterer glat og gnidningsfrit, men også uden opfindsomhed og fornyelseslyst.
Brænder varm på banditten
Det er ørerne og næsen, der især er vidnerne for Sofia, når hun skal forsøge at give vidnesbyrd til den – trods slankekursbelemret evigt sandwichædende – politimand Oscar Mills (Neil Maskell). Spørgsmålet er, hvad der er klogest for Sofia, for hun er vist også ved at brænde godt varm på den smækre, lækre og velafbalanceret maskuline morderbandit (Ed Skrein).
Tør og håndtam
Masser og atter masser af Niall Byrnes (hamrende kedelige) underlægningsmusik sørger trofast for, at al direkte kontakt med både sanse-, føle- og perceptionsapparaturerne er udelukket. "In Darkness" er en tør og håndtam britisk thriller, der fuldt og helt agerer ud fra den forventelige genremainstream.
Pænt, men glat
Skuespillet er pænt, men glat. Bedst blandt birollerne er Joely Richardson som den dekadente medskurkinde Alex, der smiler hånligt og selvsikkert i sin smarte gallakjole, når hun ellers får sin vilje. Jan Bijvoet er virkelig på hårdt arbejde i en idiotisk birolle som østeuropæisk mafiaboss og far til afdøde i filmens centrale mord/selvmordsgåde.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2018, Storbritannien, Thriller, Mystik, Musik, 100 min.
Dansk titel: In Darkness- Natalie Dormer (Sofia)
- Ed Skrein (Marc)
- Neil Maskell (DI Oscar Mills)
- Jan Bijvoet (Zoran Radic)
- James Cosmo (Niall)
- Joely Richardson (Alex)
- Bern Collaço (Gala Guest)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation