Sparta (2022)

Sammenhængende film:

Rimini (2022)

Sparta (2022)

Som en slags søsterfilm til mesterstykket Rimini (2022) giver Ulrich Seidl os her historien om schlagersangeren Richie Bravos bror, den forsagte og noget ynkelige Ewald (Georg Friedrich).

To helt uafhængige produktioner

De to brødre kunne næppe være mere forskellige, men i øvrigt beskæftiger "Sparta" sig overhovedet ikke med disse familiære forhold – filmene er handlingsmæssigt næsten helt uafhængige af hinanden, hvorimod Seidl har flettet brødrenes skæbner sammen i "Böse Spiele – Rimini Sparta" (2023).

Knas i privatlivet

Ewald har knas i privatlivet og kan ikke længere se sig selv i et parforhold med sin kinky damekæreste. Der er noget, der trækker i ham... nogle kræfter og et begær, han øjensynligt endnu ikke har udlevet.

Judotræning af mindreårige drenge

På sine køreture gennem Rumæniens faldefærdige landsbyer får han den idé at renovere en gammel skole og indrette et af lokalerne til judoundervisning. Eleverne rekrutterer han i landsbyerne, undervisningen er gratis, og aspiranterne er mindreårige drenge.

Et (gen)vakt begær

Det er denne aldersgruppe, der har (gen)vakt Ewalds begær, og han kæmper nu en kamp med sin egen psyke for ikke at forgribe sig på drengene, som han pludselig har fået mere eller mindre fri adgang til.

Kredser om den varme grød

Ewalds kredsen om den varme grød er det helt centrale – og mesterligt formidlede – budskab i endnu en uafrystelig film af Ulrich Seidl. "Sparta" tager fat om et særdeles tabubelagt emne og formår at menneskeliggøre dæmonien, selvom vejen dertil er hård.

Fuld fokus

Det trods alt afrundede og følelsesmæssigt subtile resultat skyldes først og fremmest Seidls varmemærke-indpakning, der serverer et forførende ikke-krænkelsesparat drama fuldt og helt uden omsvøb. Ingen underlægningsmusik, fotografering i tableauer med fast kamera, fuld fokus på menneskene i fortællingen.

Forbudte følelser

I Georg Friedrich har "Sparta" en fænomenal formidler af alle de helt uoverskueligt mange tanker, frustrationer og forbudte følelser, som Ewald og hans tilbøjeligheder ætses af. Det er ganske enkelt, så det kryber ned ad ryggen.

Livet går videre

Små perspektiveringer hjem til Østrig, hvor Ewald – ligesom broren Richie – besøger den demente far (Hans-Michael Rehberg) på plejehjemmet – fungerer som påmindelser om, at livet går videre, også selvom katastroferne lurer lige om hjørnet.

Ubetaleligt rørende

Scenen, hvor faren står grædende ved vinduet og efterspørger sin mor til klassiske toner fra den primitive cd-afspiller på det trøstesløse plejehjemsværelse, er ubetaleligt rørende.

Små og store detaljer

Med Seidls vanlige blik for detaljer i både små og større perspektiver, udgør de ludfattige rumænske landsby-locations en uudtømmeligt inspirerende kilde, ligesom drengebørnene alle er små fund i rollerne som Ewalds aspiranter.