A Quiet Place: Day One (2024)
En ung hospicepatient forsøger at overleve midt i et New York besat af onde aliens med en syleskarp hørelse.
SANSELIGE GYS
Sammenhængende film:
De gode takter fortsættes i denne tredje film i det sprøde monster/alien-setup, hvor newyorkerne denne gang får sig en grim oplevelse, da enorme mængder af enorme aliens med enormt god hørelse med ét vender op og ned på hverdagen.
Alt er kaos
Denne gang møder vi hospicepatienten Samira (Lupita Nyong'o), der er på udflugt til storbyen, da alarmerne lyder, og alt snart er kaos. Hurtigt finder Samira ud af, at de invaderende monstre er i besiddelse af en ekstremt god hørelse.
Smertepatient uden medicin
Det bliver en ekstra udfordring for hende, fordi hun både er smertepatient – nu helt uden medicin – og har sin søde hvide kat med i en snor. Inden længe får de to selskab af Eric (Joseph Quinn), så de sammen kan forsøge at redde sig i sikkerhed. De klamme aliens kan nemlig ikke svømme!
Rørende perspektiver
Den eksistentielle sidehistorie med døden på flere niveauer som kontrast til det højekstreme kamp/flugt-helvede tilfører historien et virkelig fint og perspektiverende element, der samtidig gør de uundgåeligt fatale til- og fravalg i flugten så meget desto mere rørende.
Slet og ret overrumplende
I det velspillede, velkoreograferede og slet og ret overrumplende dommedagsunivers er "A Quiet Place: Day One" en virkelig flot doseret genrefilm, der nok har sine slagsider til det ekstreme (særligt på lydsiden!), men som hele tiden har perspektivet med sig og som sådan giver dybt stof til eftertanke.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2024, USA, Science Fiction, Gyser, Drama, Dyr på film, Katastrofefilm, Skibe på film, 99 min.
Dansk titel: A Quiet Place: Day One- Lupita Nyong'o (Samira)
- Joseph Quinn (Eric)
- Alex Wolff (Reuben)
- Djimon Hounsou (Henri)
- Nick Davison (Boat Survivor)
- Elijah Ungvary (Frightened Man)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation