Og så er der bal bagefter (1970)

Skuespilleren Edward Fleming instruerede i alt syv spillefilm, og blandt disse er denne, hans debutfilm, også den markant bedste.

Høj grad af finesse

"Og så er der bal bagefter" er præget af en meget høj grad af finesse og detaljerigdom, der er hyldet i en dybsindig bittersødme, man ellers ikke ser meget til i samtidens (1970) danske filmproduktion.

Populære teaterstykker

Gamle rødhårede Fru Emma (Mime Fønss) driver et omrejsende teater, der turer rundt i de danske provinsegne og opfører ret så populære teaterstykker af forskellig observans.

(Stjerne)nykker

Karl (Benny Hansen) kører den affældige bus, mens det brogede hold af skuespillere med forskellig grad af (stjerne)nykker gør sig mentalt klar til næste forestilling.

Den gode stemning

Det kan være sin sag at opretholde den gode stemning, og flere gange fyger det da også gennem luften med både sarkasme og andre spydigheder, men det lille hold finder som regel alligevel melodien rundt omkring i landet, hvor de indkvarterer sig på provinshoteller.

Bryder med standarden

Flemings iscenesættelse er faktisk fra allerførste scene præget af en stor idérigdom og har kreativiteten – og viljen – til at bryde med alle de utallige samtidige danske genrefilm.

Bemærkelsesværdig ro

Der hviler en bemærkelsesværdig ro over turne-fortællingen, og de oplagte variationsmuligheder i skiftende locations udnyttes fænomenalt. I det hele taget er billederne og protagonisterne levende i kraft af, at der ikke er meget studieoptagelse – på nær de (lidt for lange) gengivelser af gruppens teaterstykker.

Aldrig set bedre

Mime Fønss fører an og er aldrig set bedre i den både martyrisk primadonna-emmende og overskudsagtigt almoderlige hovedrolle som teaterdirektøren.

Vidunderligt afbalanceret

I mindre roller bemærkes især en vidunderligt afbalanceret, rolig og ikke-fordummet Benny Hansen som chaufføren Karl og Else Højgaards skønt omskiftelige portræt af skuespillerinden Hertha.

Arhoffs sidste rolle

Og sidst – men absolut ikke mindst – Christian Arhoff (i dennes sidste rolle) som homoseksuelle Nolle, der så ofte som muligt, men uden held i sprøjten, bager på hver en ung fyr, der krydser teatrets vej. Vi skal helt tilbage til 1930'erne for at finde Arhoff-præstationer med blot en brøkdel af den nuance, han spiller med hér.

Skønne løjer

Ingen skuespillere falder på nogen måde igennem i de skønne løjer, der både er medrivende komiske, men samtidig præget af en dramatisk smittende nerve. Selv det musette-inspirerede tema af Sven Gyldmark fungerer sødt i sammenhængen.